Vejret af John Farndon

02.08.20
Fagbog. Bliv klog på vejr og vind og kast jer ud i jeres egne vejrforsøg.

Børn interesserer sig naturligt nok for vejr og vind fra de er helt små. Som forælder kan man nogle gange komme til kort, når børn begynder at stille veloplagte spørgsmål om, hvorfor det lyner eller hvor vinden kommer fra. I denne lille fagbog introduceres masser af videnskabelige fakta om vores omskiftelige vejr. Bogen opfordrer også til, at man selv prøver at udforske vejret gennem små sjove aktiviteter.

Bogen indledes med en beskrivelse af, hvad vejret er: det er måden, hvorpå luften omkring os forandrer sig hele tiden. Vandets foranderlighed i luften er hovedårsagen til, at vi har omskifteligt vejr og uden vand ville vi ikke have skyer, regn, sne, torden eller tåge. Vi er dybt afhængige af vejret og vejret er både omskifteligt og forskelligt alt efter, hvor på kloden, man lever.

Dertil kommer bogen omkring, hvad atmosfæren består af, årstidernes skiftende vejr, forskellige typer af skyer, regn, vinde og temperaturer. Man får også forklaringen på, hvorfor vi nogle gange får tordenvejr og hvordan regnbuer opstår. I slutningen er der også blevet plads til et afsnit om forurerings påvirkning på vejret. Af praktiske øvelser kan man fx prøve at lave sit eget barometer og dermed forudsige vejret, lave sin egen regnbue eller teste syre i regnvand.

Bogen er rigt illustreret og lille i formatet, så den nemt kan medbringes, når man vil ud og opleve elementerne på nært hold. En fin introduktion til emnet for videbegærlige børn fra ca. 8 år og selvlæsning fra ca. 11 år. Bonus: som forælder bliver man også ret meget klogere på vejret.

Bogen er del af serien 'Ud i naturen', hvor de øvrige bøger handler om skoven, stranden, insekter og edderkopper, nattehimlen og fugle.