Urisderne af Nanna Foss
Urisderne af Nanna Foss

Urisderne af Nanna Foss

03.04.19
Tredje bind i Nanna Foss' tidsrejseserie er lige så hæsblæsende og spændende som de forrige bind.

Igen har vi en ny hovedperson. Noget af det fede ved denne serie er, at hver bog har sin egen hovedperson. Forfatteren har dog givet sig selv en kæmpe opgave med at skrive så mange tykke bind med flere forskellige hovedpersoner. Nu har vi lært Emilie og Pi at kende. Nasrin, som er den "nye" i vennekredsen, er hovedperson i denne bog, og i næste bind er det så Noahs tur. Jeg glæder mig meget til at høre hans stemme og forhåbentlig blive klogere på, hvad han gemmer under den hårde facade. 

Nasrin er også fascinerende at lære at kende, især fordi hun minder lidt om Noah. Hun forsøger at virke hård og ligeglad med det hele, men indeni er det en helt anden sag. Hun savner sin mor, faren har begravet sig i arbejde og er ikke rigtig til stede, og hun vil ikke åbne op for den sorg, hun gemmer indeni. Hun bliver heldigvis klogere på ulykken, der kostede hendes mor livet, og hun bliver også klogere på sig selv. Hun indser, at hun egentlig er meget stærkere, end hun tror – om det så er en god eller dårlig ting, vil jeg ikke afsløre – jeg er faktisk lidt i tvivl selv ...

Selvom bogen er knap 550 sider (med stor skrift), var jeg slet ikke klar til at sige farvel – især fordi vi slutter med en rimelig heftig cliffhanger, og jeg ved, at der stadig går en rum tid, inden næste bind kommer. Heldigvis kan man så nå at genlæse bøgerne og måske opdage noget, man overså i første omgang. 

Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med denne serie, kan jeg kun råde dig til at komme i gang. Lad dig ikke skræmme af de tykke bøger – skriften er stor, og når du først er begyndt, har du ikke lyst til at stoppe igen.

Inspiration