bogforside af ud af det blå

Ud af det blå af Rebecca Bach-Lauritsen

06.11.19
​​​​​​​Smukke illustrationer og en rørende fortælling gør dette til en af de bedste billedbogsudgivelser i år.

Et visuelt mesterværk. En rørende historie. Overraskende i både ord og billeder. Det er svært at få hænderne ned over denne fantastiske billedbog, som vækker nysgerrigheden og inviterer til fordybelse og refleksion hos læseren. Det her er en særligt fin historie, som taler til både voksne og børn.

En dreng og en kaktus

En dreng bor alene i et hus med en kaktus. Han holder orden i tingene og dagene er, som de plejer at være. Huset er fuldt af ting og der er mange gøremål at give sig til. Alligevel føles det som om, der mangler noget, som han ikke kan sætte ord på. Pludselig er der noget, der forstyrrer rutinen. Noget er ikke, som det plejer, men drengen skubber det fra sig ved at holde sig beskæftiget hele dagen. I køkkenhaven er der fodspor og de er fra en bjørn. Så drengen giver sig til at lege gemmeleg og finder endelig bjørnen under køkkenbordet. Herefter er det bjørnens tur til at finde drengen. Før var der orden i tingene, det er der ikke nu. Men pludselig var der en bjørn ud af det blå og det er måske i virkeligheden lykken.

Flot billedsprog

Historiens illustrationer er sort-hvide blyanttegninger i en altmodisch og tidløs stil, kun brudt af baggrunde af linjeret og ternet papir i svagt blå og en svagt brunlig bjørn. Det nedtonede farveunivers gør, at mange fine detaljer træder frem og tilføjer historien nye lag. Et chatol fuld af finurlige ting, en åben garderobedør med ting gemt i skyggerne, detaljer som bittesmå noder på et nodeark og mønstret på et sæt sølvbestik. Alt sammen pirrer det nysgerrigheden og hver ny billedside er en fortælling i sig selv. Den opmærksomme iagttager vil måske få øje på kaktussen og bjørnen, som i forskellige udgaver optræder i mange af billederne eller også er det noget andet, øjet fanger. Drengens kropssprog, som ændrer sig undervejs i fortællingen fortæller også en historie, hvor ord er overflødige. Flottere billedsprog skal man lede længe efter!

En historie der lever videre

Der er så mange facetter til denne historie og hvad den handler om. Måske handler den om ensomhed og venskab. Måske er det noget med at være modig og at turde. Måske er der et skjult budskab til os voksne om at slippe kontrollen engang imellem og bare have det sjovt. Historien er oplagt til dialogisk læsning og jeg tvivler slet ikke på, at børn vil elske at dykke ned i billeduniverset og være med til at fortælle historien. Jeg er forelsket og føler slet ikke, at jeg er færdig med denne fantastiske billedbog.

Inspiration