Tumble & Blue af Cassie Beasley

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet af Tumble & Blue, men jeg var virkelig fanget af handlingen og især det sted, historien udspiller sig. Vi møder drengen Blue, der aldrig har vundet noget. Aldrig! Han er en Montgomery og en forbandet en af slagsen. Andre i hans familie har gode skæbner, han har desværre en dårlig. En, der gør, at han aldrig kan vinde. Han bliver sendt hjem for at bo hos sin mormor, og nu opdager han, at han faktisk har muligheden for at få en ny skæbne. Det eneste, han skal, er at finde Munch. Blue møder Tumble Wilson, som også har en forbandet skæbne – deres familier var nemlig tidligere rivaler og delte den skæbne, som Munch tilbød dem – den skæbne, der har ødelagt flere generationer hos begge familier. Nok må være nok – Tumble og Blue sætter sig i hvert fald for at finde Munch. Men hvordan kan de vinde, når Blue aldrig vinder noget?

Hele denne sælsomme historie foregår i Okefenokee-sumpen, og det hele er meget sydstatsagtigt. Det er virkelig fedt. Der er gammel overtro, tandløse gamle damer, overspisende fætre, tvillinger med sære idéer, masser af mad og en stor familie, en masse gammel skrot og en lidt uhyggelig stemning. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på True Blood, da jeg læste den – udelukkende fordi jeg forestiller mig, at scenariet kunne se sådan ud.

Jeg grinede over de forskellige personer, vi møder, jeg fik ondt i maven over Blue og Tumbles kamp for at nå Munch, og jeg fik gåsehud over, hvad der skete der – det er ikke småting! Samtidig blev det flere gange tydeliggjort, at hovedpersonerne er børn – især i deres naivitet over hvordan verden er skruet sammen, er godt lavet. Tumble møder sit livs helt blot for at opdage, at skinnet ofte bedrager. Det er en virkelig god børnebog pakket ind i mystik, sommervarme, kold lemonade, familiekærlighed, naivitet og stædighed – for hvis man virkelig er utilfreds med sin skæbne, må man jo gøre noget for at ændre den!