Skrækkelige Rikke på dybt vand af Jaap Robben og Benjamin Leroy

13.06.19
Billedbog. Læs ikke denne historie med dine børn, hvis du er bange for, at de får gode ideer.

En herligt skrækkelig historie for de 3-5-årige vandhunde og andre barnlige sjæle, der elsker alt, der handler om prutter og lort. Rikke og hendes hund Boris er altid ude på ballade og skarnsstreger, og i denne historie er Rikke i svømmehallen, hvor hun finder på en ret klam ide for at få sin vilje med at svømme i voksenbassinet. Ikke en historie for alt for sarte sjæle, men den er altså ret sjov.

Rikke er i svømmehallen og skal svømme i det store bassin for første gang. Hun kan næsten ikke vente, så hun løber af sted. Men så stopper den sure bademester Bøs hende og siger, det er strengt forbudt. Man må heller ikke larme og hoppe i det sto… Men hov Rikke er allerede sprunget i. Rikke svømmer derudaf og holder sig ikke til sin egen bane, så alle de voksne svømmere støder ind i hinanden. Så får bademesteren nok og fisker Rikke op. Hun skal over i babybassinet. Øv, hvor er der kedeligt i de små børns bassin, så Rikke udtænker en god ide. Pludselig begynder alle børnene at skrige, da de ser en lort i vandet. Mens alle har travlt med at komme op, og bademester Bøs med at få fisket lorten op, så har Rikke travlt med at liste sig ubemærket over i det store bassin igen.

Historierne om skrækkelige Rikke er virkelig underholdende og helt på børnenes præmisser. Der er ikke noget pædagogisk korrekthed eller pænt i disse historier. Selvom forfatter og illustrator er hollandske, er jeg ret sikkert på, at de kender deres Astrid Lindgren, for den rødhårede og opfindsomme Rikke minder om en kombination af Pippi Langstrømpes mod og handlekraft og Emil fra Lønnebergs opfindsomhed og skarnsstreger. Historien er kortfattet, og illustrationerne er sjove i den lidt karikerede ende. De to øvrige bøger i serien om Skrækkelige Rikke hedder 'Skrækkelige Rikke og saksen' og 'Skrækkelige Rikke og den ildelugtende finger'.

Inspiration