Så er der serveret, hr. Struganoff af Kim Fupz Aakeson
Så er der serveret, hr. Struganoff af Kim Fupz Aakeson

Så er der serveret, hr. Struganoff af Kim Fupz Aakeson

03.04.19
Fire herlige historier om tal, modsætninger, bogstaver og farver med den altid madglade hr. Struganoff.

I "Tillykke, hr. Struganoff" har hr. Struganoff fødselsdag, og han vil derfor lave en stor lagkage med ti forskellige lag af kager og slik. Denne historie handler om tal, og små læsere kan tælle med, mens hr. Struganoff lægger lag efter lag på den efterhånden vaklende overdådige lagkage.

I "Velbekomme, hr. Struganoff" vågner hr. Struganoff og er sulten. Han vil lave sig en sandwich, så han må lede oppe og nede, ude og inde, forrest og bagerst i skabene for at finde service og madvarer til sandwichen. Denne historie sætter fokus på modsætninger.

I "Tak for mad, hr. Struganoff" har hr. Struganoff åbnet en restaurant. Han får besøg af en masse forskellige gæster, både mennesker og dyr, som bestiller mange forskellige retter i restauranten. Denne historie handler om alfabetet.

I "Værsgo og spis, hr. Struganoff" er den gode hr. Struganoff blevet for tyk af at have spist alt for meget mad. Så han vil lave en sund frugtsalat for at tabe sig. Men selvfølgelig skal der også lige flødeskum, chokoladesauce og sukkerkugler oven på frugtsalaten. Historien handler om farver og frugter.

Kim Fupz Aakesons historier er simpelthen bare så herlige, og historierne såvel som tegningerne formidles i børnehøjde med masser af humor og spræl. Bøgerne sætter fokus på mange forskellige madvarer, samtidig med at alfabetet, tal, modsætninger og farver introduceres på en sjov måde. Ifølge pålidelige kilder (mine kolleger) er bøgerne også velegnet til dialogisk læsning.

En stor anbefaling af historierne om hr. Struganoff, som har karakter af klassikerstatus.