Ravenstorm Mysterierne – De glemte børn af Gillian Philip

24.03.20
Lydbog. Ravenstorm er en spændende fantasyserie, som er umulig at lægge fra sig.

Molly og Jack skal tilbringe sommerferien hos deres onkel, tante og den snobbede fætter Arthur på øen Ravenstorm. Det er en mystisk ø med statuer af børn og en tåge, som børnene skal tage sig i agt for. Men ingen fortæller dem præcist hvorfor. Der er ingen børn at lege med på øen, så Molly og Jack er tvunget til at tilbringe tiden med deres fætter.

Jack forsvinder pludselig i tågen ved højlys dag. Molly, Arthur og familiens mystiske butler er de eneste, der mærkeligt nok kan huske, at Jack overhovedet har eksisteret. Derfor må Molly og Arthur afsted på en hæsblæsende mission for at redde Jack og for at finde ud af hemmeligheden om andre forsvundne børn.

Serien om Ravenstorm kan anbefales til børn fra 11 år eller som højtlæsningsbog. Sproget er letlæseligt og egner sig godt til den lidt utrænede læser. Serien er også en god introduktion til fantasygenren, da den er fantasy i "light-udgave". Bøgerne om Ravenstorm kan sammenlignes med Jennifer Bells ”Den bøjede mønt” eller Harry Potter. Der findes to bøger i serien indtil videre og jeg garanterer, at når man er færdig med første del, så kan det kun gå for langtsomt med at komme i gang den anden.

Lån "Ravenstorm Mysterierne – De glemte børn" som lydbog på eReolen GO