Morrigan Crows magiske prøvelser af Jessica Townsend
Morrigan Crows magiske prøvelser af Jessica Townsend

Morrigan Crows magiske prøvelser af Jessica Townsend

02.04.19
Medrivende fantasy for de yngre læsere.

Jeg synes virkelig, at det er fedt, at der kommer så meget fantasy til de yngre læsere – altså dem, som er for små til at læse Harry Potter. For jo, man kan godt være for ung til at læse Harry Potter – også selvom man godt kan læse den.

Nevermoor er dog lidt i en anden boldgade. For hvor Harry Potter foregår både i vores verden og i en magisk parallelverden, er alt nyt i Nevermoor. Vi har dog stadig en semialmindelig virkelighed og en parallelvirkelighed med magi, talende dyr og drager. Disse to virkeligheder hænger dog sammen og overlapper. Dog vil den semialmindelige – jeg kalder den det, fordi det er der, hvor Morrigan vokser op, men den virkelighed er ikke ligesom vores, som den er i Harry Potter – ikke kendes ved Nevermoor og derfor har Morrigan aldrig hørt om det. Folkene i Nevermoor kender dog godt til Morrigans virkelighed og kan rejse frem og tilbage. Jeg tror sagtens, at aldersgruppen 10+ kan læse det uden besvær, men det skal man som læser bare være lidt opmærksom på.

Noget andet, jeg virkelig godt kan lide ved denne serie, er den steam punk-agtige stemning, der er i bogen. Det er en genre, der efter min mening er alt for lidt af på dansk – desværre. Eller så er jeg bare utrolig dårlig til at finde det. Det er fedt, at der er blandet det steampunkede (f.eks. Jupiters gående edderkoppe-bil-skibs-ting) med det magiske (enhjørninger, drager og talende katte). Mine erfaringer med steam punk fortæller mig også, at de fortællinger ofte er lidt mørkere end fantasy, hvilket også passer fint med, at den her historie er lidt mere dyster. Selvom der er gode oplevelser for Morrigan, kan hun ikke lade være med at føle sig udenfor – selvom hun nu er et sted, hvor hun er værdsat, og den dystre stemning ligger hele tiden og lurer i baggrunden gennem hele historien.

Hvis du er til De Ualmindelige, er det her et klart mustread! Det er spændende og medrivende læsning for dem, der endnu ikke er klar til Harry Potter. Der er magi og mystik i lange baner, store, talende katte og hoteller, der ændrer udseende fra dag til dag, drager og et mærkeligt selskab, som alle vil være medlem af. What's not to like? Jeg er i hvert fald fan, og jeg glæder mig til at læse mere!

Inspiration