Lille krop af Emma Adbåge

02.05.19
Pegebøger: Lille fod, hvad har du lavet i dag? Trampet hårdt og listet stille, hoppet i mudder og plasket i vand.

Serien ”Lille krop” handler om kroppen og henvender sig til børn i alderen 1-3 år. De fire pegebøger i serien sætter hver især fokus på en kropsdel: maven, fødder, næsen og hænderne. Bøgerne er lærerige og understøtter små børns kropsbevidsthed og begrebsindlæring. Samtidig inviterer de til, at barnet kan deltage aktivt under læsningen ved selv at bruge kroppen. En stor anbefaling til disse skønne pegebøger for de mindste læsere.

Hvad har en lille mave lavet i løbet af en dag? Den har rumlet af sult, klukket af grin, badet i skumbad osv. En lille næse har duftet til blomsterne, nyst og er blevet pillet i. En lille fod har også lavet spændende ting såsom at trampe hårdt, liste stille, sparke til bolden og klatre i træer.  Og den lille hånd har vinket farvel, klippet med en saks og meget mere.

Alle bøgerne starter ved sengetid med spørgsmålet: ”Lille hånd, hvad har du lavet i dag?”, hvorefter der vises otte genkendelige situationer, hvor barnet har brugt sin hånd. Få ord ledsager de forskellige situationer, som en lille hånd, fod, mave og næse ”oplever”, og de vil med garanti vække begejstring og genkendelse. Tegningerne er enkle og charmerende, og de to små børn, der optræder i bøgerne, er udtryksfulde og ligner søde små banditter. Bøgerne kan bruges ved sengetid til en snak om, hvad barnet har lavet i løbet af dagen. Situationer og følelser er virkelig fint indfanget af Emma Adbåges streg, og jeg kan kun give min varmeste anbefaling til disse virkelig skønne pegebøger.

Seriens fire bøger hedder Lille næse, Lille mave, Lille fod og Lille hånd.

Inspiration