Kammas ferie af Cecilie Wallengren
Kammas ferie af Cecilie Wallengren

Kammas ferie af Cecilie Wallengren

03.04.19
Kamma er tilbage i en herlig historie om at være på ferie med familien. En god historie for de 3-5-årige og deres voksne. 

Endnu en fin historie i børnehøjde om den viljestærke Kamma, som kan selv og vil selv. I denne historie er det, ligesom i de to øvrige bøger om Kamma, også temaer om følelser og selvstændighed, der er i fokus. Mange forældre vil kunne nikke genkendende til scenarierne med selvstændige og handlekraftige børn, og det er svært ikke at trække på smilebåndet ad den slet skjulte humor, der også er pakket ind i historien til de voksne.

Kamma og hendes familie skal på ferie til Tenerife. Kammas forældre har travlt med at pakke den store kuffert med alle deres ting og tøj. Inde på Kammas værelse er Kamma også i gang med at pakke, for hun er nemlig nu så stor, at hun har fået sin egen lyserøde rullekuffert i julegave. Hun pakker alle sine yndlingskjoler og pynteting, men også alle de ting, hun ved, far og mor altid glemmer. Far og mor gør store øjne, da Kamma kommer rullende med sin kuffert, for de mener kun, at der er plads til den store fælleskuffert, som de har betalt for at få med på flyet. Kamma er lige ved at græde, men så får alle travlt, da taxien til lufthavnen er kommet, og den lyserøde kuffert kommer alligevel med.

Efter en underholdende flyvetur er de ankommet til hotellet, og far og mor åbner den store fælleskuffert, men den indeholder slet ikke deres tøj. Den er blevet forbyttet, og nu har de ikke noget at tage på til festen om aftenen på hotellet. Men så er det jo godt, at Kamma har pakket sin egen kuffert med pynteting til mor og far, fars briller og en sut til lillebror.

Der er godt med tempo i handlingen, og illustrationerne er fulde af spræl ligesom i de andre bøger om Kamma. Her er endnu en skøn bog om den selvstændige Kamma, som appellerer til de 3-5-årige. De andre bøger i serien hedder Kammas kjoler og Kamma Morgensur.

 

Inspiration