Indsigt – udsyn: om modsætninger af Susan Hood

04.12.19
Billedbog. Charmerende og lærerig bog om modsætninger gennem indsigt og udsyn.

I denne billedbog lærer man en masse om modsætninger, størrelsesforhold og perspektiv på ting i en række eksempler med en gennemgående blå elefant. Bogen har lette eksempler og kompleksiteten stiger, når det forklares, hvordan synsvinkel og perspektiv kan ændre på ens opfattelse af tingene. En lærerig billedbog i en charmerende retro-stil for nysgerrige børn fra 4 år.

Bogen ”varmer op” med lette eksempler, hvor barnet inviteres til aktiv deltagelse ved at sige, hvad modsætningen til det viste er. Modsætningerne er for eksempel sove og vågne, venstre og højre og dag og nat. Herefter handler det om, at det kan være svært at se om noget fx er stort, hvis ikke der er noget småt ved siden af eller om noget er højt med mindre, der er noget lavt sat i forhold til. En blå elefant virker stor sammen med en kat, men hvis der dukker en hval op, så er elefanten den mindste.

Se tingene fra en anden vinkel

Sværhedsgraden stiger, når bogen forklarer, hvordan synsvinkel og perspektiv har betydning for vores opfattelse af ting. Nogle gange er det godt at vende tingene på hovedet eller at se tingene fra en anden vinkel. Det kan være at se et maleri tæt på, men når man træder væk fra det, er det noget andet, det viser. Når man rykker på ting, ændrer det på, hvad der er tættest på eller længst væk. Så modsætninger er altså en relativ størrelse, der kan ændre sig. Vi er alle noget i kraft af vores omgivelser, synes også at være et underliggende tema i bogen.

Bogens billedside er holdt i en charmerende retro-lignende stil, som sender tankerne i retning af min barndoms Jørgen Clevins vidunderlige billedsprog. En fin og lærerig bog, hvis budskab er at udforske og være nysgerrig på ens omgivelser.

Inspiration