Glitter flytter ind af Amy Young

20.05.19
Billedbog. Kan man virkelig få en enhjørning for 2 kroner, og måske er det slet ikke det, man har brug for? Hjertevarme historier om venskab for børnehavebørn. 

I to historier sættes der fokus på venskabet mellem pigen Sofia og hendes ret specielle enhjørning Glitter. De rørende historier og deres tematik er let genkendelige for de 3-4-årige og historierne ledsages af de mest charmerende illustrationer med masser af regnbuer og enhjørninger. Et sikkert hit for alle enhjørningefans.

I 'Glitter flytter ind' køber Sofia en enhjørning for 2 kroner, men da fragtmanden har leveret enhjørningen, viser det sig, at det ikke helt er den enhjørning, Sofia drømte om. Glitter vil ikke have blomsterranker om halsen eller lade hende ride på sig, og i skolen springer han op katederet. Glitter opfører sig i det hele taget mere som en ged. En rørende historie om at ønske sig noget, som ikke helt er, som man forventede, men så alligevel viser sig at være det, man har brug for.

I "Glitter får en ny ven" får Sofia besøg af sin ven Carl. Sofia og Carl går i gang med at lege og glemmer helt Glitter, som føler sig udenfor. Men da Carl begynder at spille på tromme, begynder Glitter at danse, og så er det Sofia, der pludselig ikke er en del af fællesskabet, da hun ikke kan spille på tromme. Heldigvis finder de alle tre ud af det og bliver gode venner. I denne historie handler det om at føle sig udenfor og hvordan man er en god ven.

Amy Young er en amerikansk børnebogsforfatter, men alligevel er historierne og tegningerne meget lig den nordiske tone og stil. Tegningerne af Glitter, som mest af alt minder om en blanding af et gadekryds og en ged, går lige i hjertet. Enhjørninger og alt i regnbuens farver er ret populært hos mange mindre piger i disse år, og her rammer 'Glitter' lige ned i enhver pigedrøm.

Inspiration