Draugen af Åsa Larsson
Draugen af Åsa Larsson

Draugen af Åsa Larsson

03.04.19
Gør dig klar til en hæsblæsende afslutning på serien om Alrik og Viggo.

Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med PAX-serien, så kan jeg kun råde dig til at komme i gang. Det er en hæsblæsende og uhyggelig serie om de to brødre Alrik og Viggo, der bliver udset til at være dem, der skal redde byen Mariefred fra en ukendt fare. Der er ikke sparet på actionniveauet i nogen af bøgerne, og jeg har slugt dem en efter en. 

Jeg vidste godt, at serien skulle slutte på et tidspunkt, men derfor var det stadig vemodigt at gå i gang med sidste bind og vide, at nu er det slut. Jeg har nydt serien rigtig meget, især fordi der er mange lag i historien. Det er ikke kun de overnaturlige væsner, det handler om. Den handler også om brødrekærlighed, om omsorgssvigt, om mobning og venskaber. Og så handler den om sammenhold og om at stole på dem, man holder af.

Alrik og Viggo bliver testet på alle mulige (og umulige) måder i de ti bind, som historien spænder over. Nu står de foran deres største frygt, og det kræver det største offer. Jeg vil ikke røbe mere, andet end at du skal læse den! Du vil blive overrasket over, hvilken drejning historien tager, og hvem der må dø, for at de andre kan leve!

Det er en fremragende børneserie, og jeg kan kun give den mine varmeste anbefalinger!

Inspiration