Bedstemor fugl af Benji Davies
Bedstemor fugl af Benji Davies

Bedstemor fugl af Benji Davies

03.04.19
Poetisk og smukt illustreret billedbog om ensomhed og at finde hinanden af forfatteren til Stormhvalen.

Benji Davies har skrevet og illustreret en fin historie om en dreng og hans bedstemor. Historiens billedside sætter ord på følelser knyttet til ensomhed og venskab på tværs af generationer. Det er ikke givet på forhånd, at man holder af nogen, bare fordi man er i familie. Men hvis man er åbenhjertet af sind og finder noget at være fælles om, styrker det relationen. En smuk og poetisk fortælling for de 3-6-årige.

Louie skal på ferie hos sin bedstemor, og hans far sejler ham ud til den øde klippø, hvor bedstemor bor alene kun omgivet af fugle. Louie føler ikke, at han kender sin bedstemor ret godt, og hun har for travlt til at lege med ham. En morgen, hvor der er lavvande, sniger Louie sig væk på eventyr ude på klipperne. En storm trækker op, og vandet stiger, så Louie bliver fanget i en klippehule på et skær. Han er bange, men så finder han en lille fugl, der også har søgt ly i hulen. Den er forkommen, og han vil bringe den tilbage til bedstemor, så hun kan redde den. Men det er farligt at færdes ude i stormen, og heldigvis kommer bedstemor til sidst sejlende og redder dem. På hjemturen redder de en masse andre små fugle og bruger resten af ferien på at gå på opdagelse på øen sammen. Og den lille fugl – den vil gerne blive hos bedstemor, da Louie skal hjem igen.

Benji Davies har begået endnu en poetisk og smukt illustreret fortælling, som handler om ensomhed og at finde hinanden i mere end en betydning symboliseret på fineste vis gennem de små fugle. Louie mødte vi første gang i historien Stormhvalen, som ligeledes handler om ensomhed og venskab.

Benji Davies kan noget med ord og billeder. Historien er enkel fortalt med få sætninger, og billederne sætter fantasien i gang. Derfor er historiens billedunivers også oplagt til dialogisk læsning. Benji Davies' forfatterskab er af en art, som jeg vil vove at påstå, at vi voksne også kan blive rørt over at læse.

 

Inspiration