animalium

Animalium af Katie Scott og Jenny Broom

10.11.19
Stort, flot og opsigtsvækkende fagbog for børn om udvalgte dyrearter og hvordan de er beslægtet med hinanden.

Museet er åbent og inviterer indenfor i et fantastisk dyreunivers. Animalium er en fagbog med fakta om 160 dyrearter og hvordan de forskellige dyrearter er beslægtede. Der findes mange fine fagbøger om dyreriget for børn, men denne bog gør sig særligt bemærket i kraft af sin flotte billedside og måden, emnet formidles på. Det er ganske enkelt et fantastisk smukt værk i ord og billeder, som taler til alle, der har bare en snert af interesse for zoologi.

Velkommen på museet

Bogens indgangsvinkel til emnet er, at man skal forestille sig bogen som et museum, der altid er åbent. Ganske som på et museum er bogen inddelt i kapitler med seks forskellige udstillinger: Hvirvelløse dyr, Fisk, Padder, Krybdyr, Fugle og Pattedyr. Før man træder ind i udstillingerne får man et par ord med på vejen om livets træ og hvordan alle jordens dyr er beslægtede i klasser. Til at illustrere slægtskabet er der den mest fantastiske dobbeltsidede illustration med forgreninger fra de simpleste hvirvelløse dyr til mennesket, hvaler og rovdyr.

Hver udstilling (kapitel) starter med en introduktion til gruppen af dyr og hvad der gør dem beslægtede med hinanden. Fx er hvirvelløse dyr grupperet sammen, selvom de ikke har nogen særlige fællestræk, men fordi de alle mangler én bestemt kropsdel: rygsøjlen. Herefter følger så en række tavleforklaringer med faktuelle oplysninger og tegninger af forskellige hvirvelløse dyr lige fra havsvampe (ja, de er også dyr!) og polypdyr til blæksprutter og flyvende insekter.

Bogen medtager både beskrivelser af nulevende og uddøde dyr, mikroskopiske såvel som gigantiske dyr. Alle sammen vildtlevende dyr. Det er sjovt at tænke sig, at indenfor gruppen af pattedyr er der både kænguruer, elefanter, flagermus, kattedyr, hvaler m.v.  

En fryd for øjet

Bogens format er stort og billedsiden består af tegninger af dyrene i støvede retro-farver. Tegningerne og farvepaletten minder mest af alt om vintage dyreplancher fra skoletidens biologitimer – og det er bestemt positivt ment. Det er på samme tid en smule skræmmende og fascinerende at vende hver ny side og se hvilket dyr, der dukker frem. Når jeg skriver skræmmende, er det fordi, der er tegninger af dyr som padder og slanger, som måske kan virke en smule uhyggelige på os naturforskrækkede voksne.

Jeg har ikke en særlig interesse for zoologi, men jeg blev fuldstændig opslugt af denne spændende fagbog. Billedsiden er i særklasse en fryd for øjet og værkets fakta om dyr og deres slægtskab er elementært interessante. Animalium er en flot hyldest til jordens mangfoldige dyreliv.

Bestil "Animalium" her

 

 

Inspiration