Vitello 24 julehistorier af Kim Fupz Aakeson

08.11.20
Kalenderhistorie. Tæl ned til jul med en historie hver dag med den kække Vitello.

I 24 korte julehistorier kommer vi godt omkring mange af julens traditioner og gøremål tilsat Vitellos vanlige logik og gå-på-mod. Som seriens øvrige historier er der også her garanteret masser af sjov, ballade og opfindsomhed. Kim Fupz Aakeson indfanger på bedste vis sprogtonen og logikken hos børn og resultatet bliver nok engang vellykket formidling i øjenhøjde med målgruppen. Hver historie tager max 5 minutter at læse højt og skulle man misse en dag, så skaden ikke større end at man hurtigt indhenter det forsømte de følgende dage.

Pakkeleg, mistelten og Luciaoptog

Det starter med ondt i maven, for Vitello kommer til at spise hele mors chokoladejulekalender på en gang og slutter med juleaften, hvor Vitello mest af alt glæder sig til at åbne sine julegaver. I de mellemliggende 22 afsnit oplever Vitello meget af det, som juletiden handler om for børn: at bygge snemand, at producere hjemmelavede julegaver, at spille pakkeleg, at gå Luciaoptog osv., men selvfølgelig er situationerne tilsat lidt skævt med Vitellos charme. Minsandten om ikke Vitello også ligger sig ud med julemanden i indkøbscentret og får et kys af Kamma under misteltenen.

Hjemmebagte småkager fra Rema

Mor forsøger at sætte lidt skik på Vitello ved at belære ham om, hvorfor vi overhovedet fejrer jul og hvem ham der Jesus er. Mor vil også gerne imponere kæresten Gregers med hjemmebagte julesmåkager (dem i rulle fra Rema), men kommer til at brænde dem på og snyder ved at lægge ”købe-småkager” i kagedåsen. Og så går Mor op i limningen ved tanken om mormor, som bor i Spanien, skal fejre jul hos dem og bo der i ”7 stive dage”. I de sidste syv afsnit er mormor derfor fast inventar i historierne ligesom de irriterende venner Max og Hasse, møgungen William og mors kæreste Gregers er selvfølgelig også med i mange af historierne.

Jeg er stor fan af Vitello og hans bramfri alenemor som et forfriskende modspil til nutidens perfekthedskultur og kernefamilie. Her er et sikkert julehit for børn fra ca. 5 år ligesom voksne også er rigtig godt underholdt.

Inspiration