Forsiden af Pagten af Gry Kappel Jensen

Venja af Gry Kappel Jensen

16.12.22
Forfatteren til ”Rosenholm”-trilogien er tilbage i topform med en fantasyserie til de yngre fantasylæsere. ⁠

De første to bind i serien om Venja er præcis, som en fantasyserie skal være. Serien er spændende - selv for mig, der er meget ældre end målgruppen på 8-9 år.

Hovedpersonen Venja er en pige med ben i næsen, og hun lader sig ikke stoppe af låst dør. Venja bor på et slot med sin strenge far og slottets få ansatte. Hendes bedste ven er barnepigen Inge, men da hun er forsvundet, må Venja igangsætte en undersøgelse af, hvor hun er blevet af. Det får hende på sporet af en hel del flere hemmeligheder, end hun først troede, der var - samt en pagt med et talende egern.

Vi er ikke i tvivl om, at der sker mærkelige ting på slottet, og at der lurer noget i skyggerne. Der er både talende dyr, mørke hemmeligheder og magi. Det hele føles helstøbt, og vi bliver lidt klogere efter de to første bøger, men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål. Der er heldigvis flere bøger på vej -  så mon ikke der kommer flere svar?

Bøgerne om Venja er til dig, der vil læse om dyr, magi, venskaber og hemmeligheder. Udover en spændende historie skal du også nyde de flotte illustrationer, der virkelig giver fortællingen ekstra liv.

Inspiration