Varulven raser - pas på! af Mette Finderup

02.10.20
Letlæsning. Da skolelæreren Bjarne bliver bidt af en lille hund, sker der mærkelige ting med ham. Hans hår vokser, han bliver vild med rødt kød - og han får lyst til at ødelægge.

Bogen handler om Bjarne der ved et tilfælde blev varulv. Han vidste det ikke før der voksede sig pels på hele hans krop og hans tænder blev gigantiske. Det var et bid fra en lille hund i parken der gjorde Bjarne til varulv.  Bjarne er lærer på skolen, før underviste han i madlavning, nu underviser han i Natur og teknik, det er han nemlig ret god til, efter han er blevet varulv! Der sker noget med Bjarnes humør undervejs i historien, han bliver ond og pas på derude, for Bjarne vil gerne æde din morfar!

Læs historien om Bjarne, hvis du er til gys for børn! Bjarne går fra at være den søde skaldede grøntspisende lærer, som eleverne driller, til at være et frygtindgydende behåret monster med et voldsomt temperament. Den er underholdende hele vejen igennem og man kan ikke regne ud, hvordan historien ender…..hvilket den måske slet ikke gør?! Tør du læse den?

Bogen om Bjarne minder om "Ulf og årets hyl" af Sandra Schwartz, hvor Ulf skal deltage i konkurrencen 'Årets Hyl' sammen med den onde Ronald, der altid gør nar af Ulf.

Mette Finderup er en børnebogsforfatter i særklasse: Hun evner at skrive bøger, der holder børn til ilden med læsning og forstår at sætte spændingen på spidsen, så historien skal læses færdig.

Bogen kan læses fra ca. 7 år og har Lix 13. Find den på hylderne med letlæsning, der er mærket med "blåt plet".