"Ulv, Måne og okarina" af Mette Hegnhøj og Mette Marcussen

Ulv, Måne og okarina

Betagende billedbog stiller spørgsmålstegn ved vedtagne almindeligheder og bringer bud om bedre verden

Ofte opstår de bedste fortællinger, når tingenes hævdvundne orden udfordres og der stilles spørgsmålstegn ved vedtagne almindeligheder. Som for eksempel i Mette Hegnhøjs vidunderlige billedbog: ”Ulv, Måne og okarina”.

For hvem siger, at ulve er store og stygge? Tænk, hvis de faktisk blot er bange for mennesker og det er derfor, de ikke tør gå ud om dagen, men kun lister ud i ly af natten! Tænk, hvis de blot er nysgerrige og konstant forsøger at gøre sit bedste; som ulven i bogen siger: Blive en smule bedre dag for dag!

Med Månen som eneste følgesvend lister Ulv gennem skoven. Den spiser ingen får og gør ikke en blomst fortræd. Men den håber og drømmer inderligt om, at vi også vil følge med. Hvis Ulv var direktør (инректор), som der faktisk står på dens runde hat, så verden ganske bestemt anderledes ud.

”Ulv, Måne og okarina” fungerer ikke mindst på grund af bogens brillante billedside, der bare betager. Mette Marcussen, der sidste år illustrerede Mette Hegnhøjs billedbog ”En nat”, har igen skabt en original billedverden, der blender fortid og nutid, så tankerne sendes på eventyrlig himmelflugt; Gamle avisudklip, falmede kort fra nussede geografibøger, sarte stjernetegn, grafiske aftryk af blomster og blade, nodestystemer, fremmede skrifttegn og knivskarpe fotos af blandt andet en rusten nøgle, en tøjklemme, en dirigentstok og den allestedsværende okarina danner baggrund for hovedpersonerne, Ulv og Måne … og okarina, der nærmest 3D-agtigt træder frem i collageteknik.

Reserver "Ulv, måne og okarina"

Og hvordan ender fortællingen så? – Ja, det må man selv læse sig til, men til den lykkelige slutning hører (mindst) et stort brombær, en sommerfugle- (eller er det en natsværmer-) -klaversonate og en stak franske bøger, der i bogens anledning har fået nye, danske titler som ”Den store stygge …, ”Rødhætte” og ”Peter og ulven”.

Til sidst: Hvad er det nu lige en okarina er for en størrelse? En okarina er et blæseinstrument, typisk formet i ler, opfundet i midten af 1800-tallet af teglbrænderen Giuseppe Donati. Navnet betyder ”lille gås” på italiensk; måske på grund af instrumentets buttede, runde form. Okarinaen har en klar, rund og blød klang og en herligt sammenbindende opgave i Mette Hegnhøj og Mette Marcussens bog for de 4- til 7-årige.

Inspiration