Uhygge, meteorer, tidsrejser – og hvor er Jim?

11.10.21
En lidt anderledes uhygge-historie med et interessant syn på konsekvensen af tidsrejser, og hvad der kan ske, når man prøver at lave om på fortiden.

En meteor slår ned i Almas have, og da hun har sundet sig lidt, graver hun den op og gemmer den godt, for at den ikke skal blive stjålet. En dag, da hun sidder med den, begynder den at lyse orange og varme hendes hænder, og pludselig står Alma udenfor sit hus, og det er, som om alting ser lidt forkert ud.

Tidsrejser og gamle forbrydelser

Alma finder ud af, at hun kan rejse tilbage i tiden. Hun ser alle de folk, hun kendte engang; de er bare alle sammen yngre, og de kan ikke genkende hende. Da hun møder den lille dreng Jim, bliver hun nødt til at finde tilbage i tiden endnu en gang. For Jim forsvandt dengang, og han blev aldrig fundet igen. Alma har tænkt på ham så længe, og nu har hun måske endelig muligheden for at finde ud af, hvad der skete med Jim. Mon hun kan redde Jim? 

Advarsel: Spoiler alert – eller ikke helt alligevel…

Henrik Einspors ”Blodig halloween” (2020) er en fin bog med passende mængde uhygge og rimeligt nem at læse uden at gå på kompromis med den spændende historie. Men hvis man vil have den ligeud-let at forstå-lykkelige slutning, så er det nok ikke denne bog, man skal hoppe i eller overtale den 10-årige til at kaste sig over. Nogle børn vil helt sikkert synes, at slutningen er irriterende. For andre vil den være et forfriskende pust og en mulighed for selv at digte og tænke videre.

Inspiration