Tre røvere og en pølseløve

02.02.22
Billedbog. Der er knald på billederne og sproget i denne sjove og lettere nervepirrende røverhistorie, gjort af det stof, der gør den til et langtidsholdbart hit for både børn og forældre.

'Tre røvere og en pølseløve' er den herligste, sprudlende historie i pangfarver - fuld af lige dele snarrådighed og dumhed.

”Det var Bim, Bam og Bum. De hed de selvfølgelig ikke rigtigt, men de var røvere og holdt deres rigtige navne skjult, så ingen vidste hvem de var. Bum havde en røverhund, der hed Pølse. Hun sad forrest i bilen og sagde vov, hvis nogen spurgte hende om noget.”

De tre røvere og Pølse er sultne, men de har ingen penge. Men så får Bam en ide, der kun kræver en saks, en tube lim og et tæppe med brune frynser. Og så også lige Pølse, som skal forklædes som en løve. De vil nemlig sælge deres meget sjældne pølseløve til Palle Skalleballe, som samler på løver.

Palle Skalleballe er straks med på handlen, og snart står de tre røvere med 1000 kr. i hånden, mens Pølse lukkes ind i buret til de ægte løver (cliffhanger!). Senere kommer de tre røvere til at savne Pølse, så de bestemmer sig for at stjæle hende tilbage. Det er mørkt og svært at se, hvem der er hvem i løveburet, og så går den farligt sjove løvejagt ellers over stok og sten.

Der er plads til mange grin og gisp, når man læser denne historie, og det er ikke svært at forudse, at de tre røveres plan ikke er helt gennemtænkt. Historiens sprog blomstrer, og det vrimler med sjove ord. Tungen slår næsten krøller, når man forsøger at læse "Bim”, ”Bam” eller Bum" og "Palle Skalleballe", men det gør det bare endnu sjovere. Og en pølseløve, det er altså bare sjovt med sjovt på.

Kasper, Jesper, Jonathan og deres kæledyr, en sulten løve, der elsker pølser, har ikke levet forgæves, og mon ikke Thorstein Thomsen har sendt de tre røvere i Kardemomme by en kærlig tanke, da han skrev denne historie?! Men jeg synes også, at de tre røveres kassebil og natlige eventyr giver associationer til Halfdan Rasmussens børnesang ’Posemandens bil’ og Egon Olsens ’Jeg har en plan’.

Inspiration