Sophie Souid: "Alf og Bjørn redder verden"

Til kamp mod tandfeen, Ole Lukøje og julemanden

Tænk, hvis Ole Lukøje, Tandfeen og selveste Julemanden i virkeligheden ikke er, hvad de giver sig ud for at være, gode hjælpende skabninger, der bringer søvn til de trætte og mønter og gaver til tandløse og artige børn! Tænk, hvis de faktisk er alt andet!

Det velkendte er vendt på hovedet i Sophie Souid serie, ”Alf og Bjørn redder verden”, om de to brødre, der uegennyttigt - på vegne af verdens børn og voksne - kaster sig ind i de vildeste eventyr for genoprette ro og orden, god nattesøvn, 20'ere under puden og velfortjente julegaver til artige børn.

Det sorte tandmarked

I seriens første bind, ”Død over tandfeen”, ligger kun en sølle, rusten 2-krone under puden i stedet for den fine, hvide fortand, Alf mistede dagen før. Sammen med sin omsorgsfulde storebror Bjørn sætter han derfor ud på en mission, der både skal finde en forklaring og den velfortjente 20’er, der burde have ligget under puden. Men det bliver en både lang og farlig mission. Og da de endelig finder Tandfeen, viser det sig, at hun har fundet en fed fidus, hvor hun kan tjene millioner på det store, sorte tandmarked ved at sælge børnenes tabte tænder.

Reserver: "Død over tandfeen".

Opgøret med Natravnen og Julemanden

I ”Jagten på Ole Lukøje” smadrer brødrenes kolikramte lillesøster familiens nattesøvn. Alf og Bjørn må tage affære og opsøge Ole Lukøje, men ender i kløerne på Natravnen, en ond skabning, der hypnotiserer verdens børn og stjæler deres søvn.

Reserver: "Jagten på Ole Lukøje".

Og i seriens foreløbigt sidste bind, ”Opgøret med julemanden”, er Alf - ganske uforskyldt, synes han selv - kommet på julemandens uartigliste. Sammen med storebror Bjørn udtænker han derfor en plan, der fører dem til julemandens værksted på Nordpolen, så regnskabet kan gøres op og julen blive reddet.

Reserver: "Opgøret med julemanden".

Gakket og rørende    

Fortællinger om Alf og Bjørn er lige dele gakkede og rørende. Gakkede, fordi Sophie Souid gennemført vender alle vedtagne konventioner på hovedet og derved fører brødrene gennem de vildeste eventyr i et forvrænget fantasiunivers, men med genkendeligt bagtæppe, inden alt ender med at blive godt. Rørende, fordi fortællinger oser langt væk af et tær og omsorgsfuldt familie- og søskendesammenhold, der får både brødrene Løvehjerte og Rip, Rap og Rups søskendekærlighed til at blegne.

Alt ender godt

Selv om det ved første øjekast kunne se ud som om, Sophie Souid forsøge at afliver både Tandfeen, Ole Lukøje og Julemanden, formår hun at skrive med respekt og omsorg, så børn og voksne, som stadig tror på de magiske væsener, roligt kan læse med. Trods fortællingernes vildskab og dramatik, ender de nemlig lykkeligt og kan snildt læses højt på sengekanten … også i julemåneden.

Serien egner sig til højtlæsning for de 7-10-årige og er stemningsfuldt illustreret at Maria Buchmann, der for nylig har illustreret Pernille Bønløkkes serie om pigen Holly.

Inspiration