Forsiden af Modehuset 1 af Lucy Ivison

Tag med tilbage i tiden til et modehus i 1920'ernes England

15.07.22
Drømmer du om mode, er du vild med historie eller blot bøger om seje piger? Så skal du læse Modehuset.

Vi er i 1920’ernes England. Myrtle og hendes familie har mistet deres skrædderbutik.

Det betyder at Myrtle må ud at arbejde. Hun får stilling hos hertugen af Avalon.

Silvia er datter af hertugen. Hun er ikke som andre piger i 1920. Hun siger sin mening og lader sig ikke kue. Silvia og Myrtle finder hurtigt ud af, at de har en fælles passion for mode og kreativitet, og deres fælles drømme tager hurtigt fart.

Bogen er en super skøn roman om seje piger, hvis venskab opstår på trods af forskellige levevilkår og muligheder. Silvia er den rige, rapkæftede pige og Myrtle den ”søde” pige.

Historien fungerer virkelig godt, man kommer virkelig til at holde af begge piger og deres fælles kamp for at nå deres drømme sammen. Oven i en fantastisk, hyggelig historie får man et indblik i 1920’ernes samfund og de muligheder, kvinder her havde.

Lucy Ivison, som har skrevet bogen, er fantastisk god til at få formidlet historie igennem en super god roman til 10– 13 årige med interesse for mode og historie.
 

Inspiration