Skøn fortælling om en sommer der ændrer alt

08.08.22
Børneroman om en skelsættende sommer.

Gayle Forman skriver normalt til unge, men denne gang har hun kastet sig over en børneroman, der virkelig er en stor fortælling om en sommer hvor alting forandrer sig.

Sommerferien

Bug er 10 år og glæder sig til en sommerferie hvor hun skal hænge ud med sin storebror Danny. De skal svømme, spise is og bare hygge sig. Men Danny eller Daniel, som han hellere vil kaldes nu, har andre planer. Han er blevet for stor til at hænge ud med sin lillesøster og vil hellere bruge tid på at træne og imponere pigerne. Bug bliver i stedet sat til at passe overboens feriebarn, Frankie, hvilket Bug langt fra er begejstret for. Det tegner slet ikke til at blive den sommer hun havde set frem til!

Meget mere end blot en sommerferie

Historien om Frankie og Bug er langt mere end en historie om en sommerferie der ikke bliver som håbet. Det er også historie om et umage venskab der opstår selvom parterne ikke umiddelbart virker interesserede. Det er historien om at finde sig selv. Om de forandringer der sker når man går fra barn til teenager til ung voksen. Om racisme, homoseksualitet og kønsidentitet.

Det er meget rørende læsning og siden hovedpersonen ikke er ældre, bliver historien også fortalt med et barns naivitet og manglende indsigt, men stadig med et skarpt blik på det, som voksne måske ikke lægger så meget mærke til. Hvordan ord bliver sat, hvilke stemninger der er og hvordan selv den mindste ændring i kropssprog kan have en betydning. 

Vurdering

"Frankie & Bug" er skøn sommerlæsning for såvel børn (10+), unge og voksne. Den vil helt sikkert give mange forskellige læseoplevelser hvor de yngre vil lægge mærke til nogle ting, som de voksne ikke vil og omvendt. Alle læsere vil dog kunne nyde Gayle Formans måde at fortælle historier på med indlevelse, troværdighed og indsigt.
 

Inspiration