Planeter, ponyer og et umage venskab

10.08.21
Billedbog. Særegen og rørende historie om store drømme og et umage venskab.

Fantasien kan ikke tøjles og galopperer derudaf hos Zenia Johnsen. 'Ranuknus' er historien om et umage par, Molly og Arne, som hver især drømmer stort, men ender med at indse, at venskab er mere værd end planeter og ponyer. En usædvanlig billedbog, hvor den skæve og rørende historie står i pirrende kontrast til den sælsomme billedside.

Ponyer og planeter

Molly er 1 meter og 43 cm og drømmer om at få sin egen pony, der skal hedde Jytte. Men ponyer er som bekendt dyre. Så hun begynder at ”arnesitte” den 6-årige Arne i ulige uger for at tjene penge. Arne drømmer om verdensrummet og indvier Molly i, at han er planeten RANUKNUS.

Da Molly opdager, at Arne kan svæve og hun tager ham med hen i parken i en hundesnor (for at han ikke skal svæve væk!), øjner hun en indtjeningsmulighed: et planetudlejningsfirma, hvor kvarterets børn mod betaling kan gå tur med Arne. Det er sjovt til en start, men efterhånden går luften af ballonen. og Arne begynder at hænge slapt i sin hundesnor.

'Ranuknus' handler om fantasi, drømme og et umage venskab. Til en start er Molly ærlig talt ret egoistisk og udelukkende optaget af egne ønsker og drømme. Men det ender godt. og Molly ofrer bogstavelig talt sin egen drøm og gør en storsindet gestus overfor Arne.

Drømme og umage venskaber

Zenia Johnsens sprog er blomstrende i en underfundig humoristisk tone, og historien ledsages af Lea Hebsgaard Andersens billedside i særklasse: Smukke og stemningsmættede illustrationer i en altmodisch stil, som virker sælsomme og dragende på samme tid. Begge dele går smukt i hånd i denne særegne fortælling om drømme og umage venskaber.

Inspiration