Pigen der bare gerne vil være sig selv

01.07.22
Billedbog. Når man bare gerne vil være sig selv – og bestemme sit eget navn!

Kært barn har mange navne og det gælder også for Josephine Olivia Heide. Hendes to mødre og to fædre kalder hende mange kælenavne såsom Jose, Ollie, Finepige og Pølse. Det er Josephine træt af og derfor beslutter hun sig for at købe et nyt navn. ”Olivia Josephine Heide” er en finurlig og sjov fortælling om behovet for og retten til selv at bestemme, hvem man er. Der er mange gode snakke om selvfølelse og identitet gemt i denne historie for de 7-10 årige.

Det må være en menneskeret at bestemme sit eget navn, tænker Josephine Olivia Heide. Med 500 kr. i hånden (det koster et nyt navn), går hun hen på Navnekontoret for at købe et nyt navn. Her møder hun Edward Severinsen, som holder styr på alle navne.  Hun spørger ham, om det godt nok er fuld pris for et navn med kun to bogstaver eller om der er navne på tilbud. Nej, desværre svarer Edward. Men to ens navne koster det samme som et navn, fx Helle Helle eller Yo Yo, men de er desværre udsolgt for tiden. Josephine og Edward får sig en lang god snak om mangt og meget - og især navne. Og hun ender med at købe et godt navn, et hun selv kan lide – på kun to bogstaver - til 300 kr.

Historien er fortalt i et skønt sprog og midtvejs er der en fold-ud-oversigt med lister over navne fra naturen, usædvanlige navne, navne til både drenge og piger samt forbudte navne. Her kan afsløre, at på den forbudte liste optræder blandt andet Nutella, Ikea og Baselika. De mange pudseløjerlige samtaleemner og navne mellem Josephine og Edward sætter uvægerligt tankerne i gang hos læseren omkring ”Hvem er jeg?”. Læg også mærke til Lars Samsøes illustrationer, som bidrager med mange fine og morsomme detaljer til historien. Her er fx et prøverum til at afprøve navne i og en skraldespand til de trælse øgenavne.

Historien er en del af serien ”Miniværk”, som er korte, kvalitetsorienterede værker henvendt til børn i indskolingen. ”Olivia Josephine Heide” kan også snildt læses derhjemme. Tilbage står blot dilemmaet omkring, hvordan man som forælder tackler, hvis ens barn efter læsningen af denne glimrende historie skulle ønske sig navneforandring til Musling eller Piphat?

Inspiration