Patrick Ness har gjort det igen

26.05.23
Patrick Ness er tilbage i god form med endnu en vigtig historie

Når man er barn/ung, kan der være mange ting man hader ved en selv. Lige præcis den form for selvhad er i fokus i Patrick Ness' nyeste bog.

Pinlig berørt og flov

Tanker om at man har for mange fregner, har stritører, er for tyk - eller for tynd, er noget rigtig mange børn og unge kan nikke genkendende til. 

Lige præcis disse tanker er hvad ”Hold nu op” handler om. Vi har alle været flove over et eller andet ved vores krop. Noget som vi ofte ikke kan gøre noget ved – i hvert fald ikke uden indgreb. Noget som i bund og grund, gør os til dem vi er. Eller i hvert fald er med til at forme os som dem vi er.

For nok er Stewart ikke den bedste i skolen, ej eller på rugbybanen og Sylvie er måske ikke skolens klogeste pige – og hvad så? Hvad de ikke har af ”godkendte” egenskaber blandt de populære børn, opvejer de til gengæld i medfølelse og solidaritet overfor hinanden. Og er det ikke meget mere værd?

Stof til eftertanke

Patrick Ness rammer igen hovedet på sømmet. Han giver os igen stof til eftertanke og gør os både kede af det og vrede.

Kede af det fordi det ikke er retfærdigt at børn og unge (eller voksne for den sags skyld) skal have det dårligt over hvordan de ser ud. De skal ikke gå i frygt for at blive mobbet bare fordi man som dreng har bryster – eller som pige ikke har – eller noget helt tredje.

Vred fordi man som læser får lyst til at ryste mobberne for at gøre hverdagen et helvede. Samtidig har man lyst til at spørge dem om de ikke også – inderst inde – er usikre på dem selv? Måske har de også noget de hader.

Vurdering

Det er en historie om at acceptere – og respektere – at vi ikke er ens. Vi er alle sammen unikke, måske endda perfekte på hver vores måde. Og der skal nok være mindst én person derude der ser en som vi alle gerne vil ses: med kærlighed, forståelse og accept.

”Hold nu op” er en fremragende bog. En bog der bør læses af alle – små og store. Snak om den, åben jer for hinanden og kram hinanden bagefter.

Inspiration