Når man mister sig selv

25.03.22
Tegneserie. Hvad sker der når den tykke pige bliver tynd? Taber hun andet end blot kilo?

Den her tegneserie gjorde ondt at læse – sådan virkelig helt ind i sjælen ondt, men præcis derfor, burde alle læse den. Børn, unge, deres forældre, deres lærer – alle bør læse den.

Emma og det at være usynlig

Den gør ondt fordi den sætter fokus på et svært emne: at være et overvægtigt barn. Emma er tyk. Hendes mor, far og bror er ikke tykke. I skolen forsøger Emma at være usynlig, men det er svært når man er så stor som hun er. Især mobberne har øje på Emma og hun er meget alene. Derfor spiser Emma lidt ekstra til aftensmad og gerne en (eller flere) kager på vej hjem fra skole.

Emma vil gerne tabe sig. Det vil hun virkelig gerne, men det er svært. Indtil forældrene foreslår at hun kan få 100 kr. for hvert kilo hun taber. Og tabe sig, det gør hun. Men undervejs taber hun også sig selv.

Er man lykkelig når man er tynd?

Det gør ondt at læse at Emma vil gøre så meget for at tabe sig. Fordi hun tror at hun bliver lykkeligere af at være tyndere. At hendes forældre vil elske hende mere, hvis der er mindre af hende at elske. Det gør ondt fordi forældrene er så længe om at indse at de har tabt sutten fuldstændig og har skadet mere end gavnet.

Den gør ondt at læse fordi der er mange børn, unge og voksne der kæmper med vægten. Kæmper med at leve sundt og være tilpasse i deres egen krop. Man kan se Emmas "spørgelse" skifte form og størrelse ligesom Emma - men den forbliver nærværende. Som tegn på, at blot fordi hun er blevet tynd, så er hun stadig ikke god nok. 

Vurdering

”Hvad skete der egentlig med dig” skal læses. Den skal snakkes om. Så, læs den!

Advarsel: Børn der lider af spiseforstyrrelser, bør læses denne bog sammen med en voksen.

Inspiration