Mere action sammen med Aru Shah

15.06.21
Fantasy. Tredje bind i serien om Aru Shah og de indiske guder.

Hvis man har læst serierne om Magnus Chase, Percy Jackson og Apollon, vil man nemt kunne genkende Rick Riordans humor i bøgerne om Aru Shah.

Endnu en farefuld mission

Aru Shah og vennerne testes igen og igen – hvilket de jo også er blevet i de to første bøger – det er åbenbart en ting, der er ingen der får lov til at få nemme missioner. Aru kæmper stadig med en indre frygt om hvad der vil ske når de andre opdager at Den Sovende er hendes far – vil de stadig kunne lide hende? Hvad hvis de forventer at hun også bliver ond? Eller at hun er hans spion? Hvad hun ikke ved, er at hendes venner også gemmer på deres egne hemmeligheder og frygt. Men, som i alle gode historier, ved vi, at de klarer sig bedst når de stoler på hinanden og er ærlige.

Indisk mytologi

Selvom jeg har snust lidt til den indiske mytologi i min barndom, er jeg på ingen måde så velbevandret, som jeg er i fx den græske – derfor kæmper jeg lidt mere med ordene i denne. Det er ikke så nem læsning, når der er en del ord og navne der er svære at læse – jeg tør slet ikke prøve at udtale dem! Men heldigvis overskygges det, af den fremragende historie som der fortælles. 

Vurdering

Hvis man er til ”Nevermoor”, ”De Ualmindelige” eller ”Arlo Finch”, så skal man bestemt ikke snyde sig selv for at tage med Aru Shah på eventyr. Det er hæsblæsende – for de har kun få dage til at løse deres missioner – det er spændende og underholdende. Aru har den fedeste humor og den ping-pong der er med hendes venner er genial. Som læser indfanges man fra første side og flere gange bliver det så neglebidende, at jeg ikke turde læse videre. Det er et klart must read, hvis du spørger mig!
 

Inspiration