Leg, fantasi og søskendekonflikt

07.09.22
Fin billedbog, som nuancerer hvordan det er at have en mindre søskende på slæb, når man har behov for at lege med sine egne venner.

Fire venner har godt gang i deres leg i klatretræerne, men så kommer lillesøster og vil være med. Øv!

Man får lyst til at finde det nærmeste klatretræ og kravle op i en anden verden, når man har læst denne historie. Med udgangspunkt i fire venners leg kommer historien om venskab, konflikt og søskenderelationer. Det er en historie, der kan og vil meget – og lykkes med det! Og så er det skønt at opleve, hvad legen kan, når fantasien får vinger.

De allerbedste klatretræer hedder Raketten, Edderkoppetræet og Elvens træ, som er det højeste. Her gemmer sig en verden af legeuniverser. Ziggy, Robin, Trille og fortælleren leger ofte i træerne, og nogle gange vil fortællerens lillesøster også være med. Det er træls, når de fire lige leger så godt, så de skynder sig at stikke af.

På ”Raketten” udvikler legen sig til et vildt rumeventyret, og i den dybe jungle på Edderkoppetræet bliver det farligt, når den store edderkop fanger dem i sit spind. Lillesøster råber nedenfor træerne, men de lader som ingenting, og legen fortsætter. Elvens træ er det højeste og mest magiske, og i dag vil de prøve at komme helt til toppen. De fire venner ender så højt oppe, at det bliver farligt, og de ikke kan komme ned igen. Så hører de lillesøsters stemme langt dernede under dem, og hun viser sig at blive deres redning. I morgen skal lillesøster være med til at klatre i træer!

Det er en genkendelig situation for børn at stå i en situation, hvor andre bryder ind i en god leg. Nogle gange er det ok, andre gange er det ok at sige nej. Børn har brug for at lære at løse konflikter selv og sætte grænser. Det hjælper billedbogen med at belyse uden løftede pegefingre.

Inspiration