Jan- og Puk-bøgerne med fødselsdagsflag

Kan du huske Jan og Puk? Begge fylder rundt i 2022

Lyserøde omslag med blomsteromkransede Christel-tegninger af friske Puk og den mindst lige så snu og modige Jan, på rød, hvid og blå baggrund. Gensynet med barn- og ungdommens bogforsider fremkalder ubetingede følelser af fyldthed og inderlig tilfredshed.

I år er det 80 år siden, den første Jan-bog og 70 år siden, den første Puk-bog udkom. Bag begge bogserier står samme forfatterpar: Knud Meister og Carlo Andersen, som i seriernes tilsammen mere end 130 bøger leverer tempo og spænding.

Gang på gang får den snedige Jan færden af slemme forbrydere og ender med at overgå sin far, kriminalassistent Mogens Helmer, på både spændingskurve og opklaringsprocent. På samme måde fanger den småforkælede Puk både krybskytter og brandstiftere, ligesom hun med sin handlekraft og sit ukuelige mod redder et utal af børn og dyr fra hårde skæbner på Egeborg Kostskole.

Men lad os begynde med 80-årige Jan:

Forbrydelse betaler sig ikke

Allerede i forordet til seriens første bog, ”Jan – En detektiv på fjorten” (1952), fortæller Jan, hvad han har lært af sin far, nemlig, at ”forbrydere slet ikke er helte, men som regel nogle feje skrog.” Heldigvis bliver de jo altid afsløret., for ”sådan går det jo også til i det virkelige liv. Før eller senere sidder forbryderen bag lås og slå”

For yderligere at understrege moralen, citeres chefen for Opdagelsespolitiet i København, politiinspektør O. Krenchel: ”Hvis man på én gang kan fange de unges interesse og samtidig bringe dem de moralske grundregler, som samfundet bygger på, og som det er politiets opgave at værne om, er meget godt nået.”

Hermed er banen kridtet op og tonen lagt til de følgende 80 titler.

I seriens sidste bog, ”De grådige hajer” fra 1964, kæmper Jan til lands og til vands mod en flok fjender, der er både hensynsløse og grådige som hajer. Han er flere gange tættere på døden, end nogensinde før. - Mon ikke mange drenge (og nysgerrige piger, der har sneget sig til at læse med i brormands bøger), i håbet om en bog nummer 82, her har snappet efter vejret? Men naturligvis, fristes man til at sige, naturligvis sejrer retfærdigheden og Jan undslipper ”hajerne” og ender med at blive hyldet af selveste Interpol.

Som en ultimativ, foreløbigt 58 år gammel cliffhanger, har vi dog stadig Jan-bog nummer 82 til gode. 

Barn af samtiden

Det er interessant at se, hvordan historierne afspejler samtidens samfund. Både gennem det, der står, og det, der står mellem linjerne. For eksempel nævnes intet om krig og besættelse i de første otte bøger, der ellers alle udkom under besættelsen. Til gengæld ser man i ”Jan som frihedskæmper”, bog nummer 10, der udkom i 1946, altså året efter Befrielsen, tilbage på tiden under krigen.

Det er også værd at bemærke, at Jan-bøgernes ikoniske omslag med den illustrative tegning af elementer fra handlingen, set gennem en lup, har røde og hvide tværstriber som baggrund - en klar reference til de danske farver – som med titlens blå og hvide også bliver en tydelig hilsen til de allierede befriere.

Nostalgi og gamle drengedrømme

Men kan Jan-bøgerne holde til et genbesøg? – Ja! Præcis som smagen af mors hjemmebagte vaniljekranse og sommerens jordbær med fløde, intromelodien til Muppet Show og gamle ”Far til fire”-film kan genfremkalde de minder, vi troede, vi havde glemt - men også give en duft af dem, vi aldrig har haft, fordi vi er for unge - byder Jan- og Puk-bøgerne på adgang til ganske særlige læseoplevelser.

Grib luppen og spænd bæltet. Find Jan-bøgerne – som bøger og e-bøger

Knud og Carlo hedder Lisbeth - Bente hedder Puk

I 1952, 10 år efter den første Jan-bog, kastede Knud Meister og Carlo Andersen sig over at skrive målrettet til pigerne. Men i 1950’erne fastlåste kønsrollemønster kunne mænd ikke skrive pigebøger. I stedet dækkede forfatterparret sig bag pseudonymet Lisbeth Werner.

Og mon ikke de fleste kvinder (i hvert fald dem over 50) har læst en lyserød Puk-bog med blomsteromkransede Christel-tegninger på forsiden.

Ligesom Lisbeth er et pseudonym for Knud og Carlo, er Puk blot et kælenavn. Faktisk hedder Puk Bente Winther og er sendt til Egeborg Kostskole, fordi faderen har fået ansættelse udlandet.

Seriens 58 titler udkom i perioden 1952 til 1964, og hver gang er Puk klar til at løse de vanskeligste konflikter og spændende mysterier. Gang på gang redder hun veninderne Karen, Inger og Skip fra en hård, uretfærdig skæbne. Hun fanger tyve og krybskytter, afslører brandstifteren Sorte Kaj og konkurrerer ivrigt med drengene Larm og Slid (alias Hugo og Henrik) … og vinder for det meste.

Det er ren Girl Power i 50’er-indpakning.

Pak tasken, grib gå-på-modet og tag med ukuelige Puk med til Egeborg Kostskole - Find Puk-bøgerne som bøger og e-bøger

Løsrevne eventyr i kronologisk rækkefælge 

Så har du hang til rendyrket nostalgi og glade gensyn – eller er du bare nysgerrig efter, hvad morfar og farmor læste, da de var børn, er Jan og Puk gode, sunde og opbyggelige bekendtskaber.

Man kan uden problemer læse begge seriers bøger i vilkårlig rækkefølge – og såmænd også i flæng. De fortæller hver især omtrent den samme, selvstændige historie, som cirka på side 90 ender med den store forløsning og mysteriets opklaring. 

Men har man tiden og lysten, er det ganske morsomt at følge Jan og Puks udvikling fra bind 1 og fremad … Jan er trods alt blevet en gammel knark på 80, mens Puk stafig er en ung kvinde på 70! 
- Noget er der trods alt sket i løbet af årene.

Inspiration