Hvorfor græder vi?

02.08.21
Billedbog. Poetisk og smukt illustreret historie, som reflekterer over, hvorfor vi mennesker græder.

”Hvorfor græder vi?” spørger en dreng sin mor. Svaret er ikke så enkelt, for mennesker græder af mange forskellige grunde. Billedsiden komplementerer historiens tematik om følelser særdeles flot og med en enkel handling, hvor omdrejningspunktet er samtalen mellem mor og barn, føles bogen netop som en åben invitation til selv at reflektere sammen, mens man læser historien. En fin og tankefuld fortælling for børn fra ca. 5 år.

En dreng spørger sin mor, hvorfor man græder. Hun fortæller om forskellige situationer, hvor tårerne kan begynde at løbe: af glæde, sorg, smerte og mange andre årsager. Man kan græde, når man ikke forstår verden, er ensom, støder mod en mur eller ikke kan finde de rigtige ord. Men man græder mest af alt, fordi man har lyst til at græde og gråden hjælper en med at gro og udvikle sig.

Poetisk og smuk historie til refleksion

Følelser kan være svære at sætte ord på og her fremkalder billedsiden et poetisk og stemningsfyldt univers, som taler til hjertet og følelserne: På et billede flyder eller svæver en vred pige i en mørk regnsky og på et andet billede forklares savn med to børn, som ikke kan nå hinanden på hver deres side af en kløft. Bagerst i bogen er der to sider med spændende fakta om tårer. Èt af flere interessante fakta er, at der findes tre typer tårer: basistårer som holder øjnene fugtede, reflekstårer som beskytter mod irritationer udefra og følelsestårer, som denne historie fint nuancerer. 

Inspiration