Billedet viser direktøren for Cirkus Summarum samt Filmstribens logo

Hvilke film skal ungerne se i sommerferien?

Gode forslag til sommerfilm for børn, som du kan se på Filmstriben.

Ingen sommer uden is, strand og sommerfilm på Filmstriben.

Hvis sommervejret tillader det, så anbefaler vi et godt sted i skyggen med en is i hånden eller en smuk sommeraften med dyner og puder på terrassen eller altanen. Tag Filmstriben med på din tablet eller bærbare PC og nyd en god film sammen.

Mumitroldene på sommerferie

Tag Med Mumitroldene til den franske riviera i filmen Mumitroldene på sommerferie.
En skøn animationsfilm med de kendte Mumitrolde. Mumidalen er et dejligt sted at være, men alligevel drager Mumifar og Mumimor, Mumi og Snorkfrøkenen på sommerferie til den franske riviera.

De kalder sig von Mumierne og lever i sus og dus. Men det søde liv passer ikke rigtigt Mumimor, og familien rejser hjem igen.

Tilladt for alle men anbefales fra 5 år 

Se Mumitroldene på sommerferie på Filmstriben her.

Mumitroldene i junglen - bonus-boganbefaling

Hvis I som os elsker kombinationen af sommer og Mumitrolde, så tag også med på opdagelse i bogen ’Mumitroldene i Junglen’ hvor Mumifamilien tager på stranden en varm sommerdag.

Her finder de en kasse med mystiske frø. De sår frøene på stranden, og - vupti -vokser der en jungle op, fyldt med dyr og planter. Men HOV! Hvor er Lille My? Hjælp Mumifamilien med at finde Lille My. 

Lån bogen Mumitroldene i junglen her.

Sikke et cirkus

Sommer er lig med fest i Cirkus Summarum. Hvis ikke I er så heldige, at turen går til fest i Cirkus Summarum teltet, så græd ikke. 
 
I filmen Sikke et cirkus kommer vi alle i godt selskab med Bamse, Onkel Reje, Kristian, Rosa, Hr. Skæg, Motormille og ikke mindst Cirkusdirektøren og en tur i cirkus med god musik, mysterier og cirkus for alle pengene.

I cirkus er alt, som det plejer. En hyggelig rodebutik med plads til magi og voksne, der gider lege.

Cirkusbarnet Ramona elsker livet i og uden for manegen og ikke mindst sin brogede cirkusfamilie. Men et spor i sneen og en række mystiske hændelser forstyrrer hendes verdensorden. Nogen holder øje med hende. Men hvorfor?

Samtidig begynder hendes elskede far, Cirkusdirektør Kaj, at opføre sig underligt. Han er bange for at blive overhalet af det konkurrerende Cirkus Suverænum og kræver det umulige af sine omgivelser.

Da Ramona med hjælp fra alle sine venner kommer på sporet af sin efterfølger, bliver en stor hemmelighed afsløret. En hemmelighed som vil ændre Ramonas liv for altid …

Tilladt for alle, og anbefalet fra 3 år

Se Sikke et cirkus på Filmstriben her.

Kanonkongen i Tivoli

Blev I grebet af stemningen, da Cirkusdirektøren skulle skydes ud af kanonen? Så se en ægte kanonkonge blive skudt ud af en kanon i Tivoli i København i 1943, hvis I tør. Mon han klarer det?

Se filmen på Det Danske Filminstituts streamingsite Filmcentralen.dk her.  

Minisekterne - kampen om myrernes dal

Måske undrer du dig over, hvad insekterne laver, når de kommer flyvende i fuld fart.

Få svaret i filmen Minisekterne - kampen om myrenes dal. En madkasse fuld af fristende sukker står efterladt på picnic-tæppet og lokker straks myrerne til. Det er den helt store gevinst for både de sorte og de røde myrer, men hvem af dem skal have den? En konflikt i myreperspektiv udvikler sig med en mariehøne, der er ven med en sort myre, fanget midt i striden.

Tilladt for alle – anbefales fra 3 år

Se Minisekterne - kampen om myrernes dal på Filmstriben her.

Minisekterne - på nye eventyr

Hvis du bare er helt vild med Minisekterne, så se Minisekterne - på nye eventyr.

Da en lille mariehøne ved en fejl bliver fanget i en kasse og sendt til Caribien, begiver dens forældre sig ud på en heroisk rejse for at redde deres søn. Planen vanskeliggøres dog, da det også er op til mariehønerne at redde et stykke af regnskoven. En sort myre og en mariehøne må slå sig sammen for at løse problemerne på skovbunden.

Tilladt for alle – anbefales fra 3 år. 

Se Minisekterne på nye eventyr her.

Paddington

Hvis du er over 7 år, så har vi et bud på en fantastisk film, som du kan se med din familie. Mød en lille bjørn fra Peru på eventyr i Londons gader i filmen Paddington.

En helt igennem fantastisk god feriefilm. Den er sjov, spændende, lidt farlig, med flotte magiske kulisser og ikke mindst fuld af marmelademadder.

Fra Peru kommer bjørnen Paddington til London, hvor han møder familien Brown. De lader ham bo hos sig, men det er sin sag at have en bjørn boende. Da en ond konservator vil kidnappe Paddington, må hele familien stå sammen for at redde bjørnen.

Tilladt fra 7 år. 

Se Paddington på Filmstriben her.

Paddington - bonusanbefalinger

Hvis du elsker bjørnen Paddington, så kan du også finde filmen Paddington 2 på Filmstriben.

Se Paddington 2 på Filmstriben her.https://fjernleje.filmstriben.dk/film/9000004948/paddington-2  

Eller låne en masse gode bøger om Paddington på biblioteket.

Find alle vores bøger om Paddington her.

Til dig, der ikke er så vild med sommer ...

Hvis du nu ikke er så vild med sommer og sommerfilm og allerede nu glæder dig til jul - så snyd dig til vinterens hygge og duften af småkager med verdens dejligste julefilm med Nicolas, som Julemanden har valgt til at være sin afløser.

Bag en god omgang vaniljekranse og spis løs, mens I ser filmen om Nicolas - den lille julemand. Måske en perfekt film til den 24. juli – så er det næsten jul!

Tilladt for alle – anbefalet fra 4 år (- og alle os voksne, som bare elsker en god julefilm).

Se Nicolas - den lille julemand på Filmstriben her.

Klassikerne

Måske er du bare mere til de helt klassiske film som Otto er et næsehorn eller de klassiske fra Astrid Lindgrens univers.

Så hop ind på Filmstriben og se dem her:


 

Inspiration