Helmut på flugt

Helmut på flugt

Pigtråd deler verden i tilladte og forbudte områder. Det samme gør ideologi og krig. Men det er alt sammen voksenskabt og svært at forholde sig til, når man blot går i børnehave og helst bare vil lege og være sammen med sin søster og mor og far.

Helmut bor sammen med sin lillesøster og mor i Wilhelmstrasse, i en ikke nærmere defineret by i Tyskland. Vi er under 2. verdenskrig. Far er soldat i den tyske hær og har ikke givet livstegn fra sig i lang tid. Men det er blot et spørgsmål om tid, for snart har den tyske hær slået fjenden og far kommer hjem – i hvert fald i Helmuts leg.

Men en dag standser legen og Helmuts mor genner Helmut og lillesøsteren op på ladet af en lastvogn. Sammen med naboer må de flygte til en indhegnet, men forhåbentligt sikrere verden bag pigtråd i Danmark; nærmere bestemt til Oksbøllejren i Sønderjylland. - Heldigvis når Helmut at gribe lillesøsters bamse og æsken med fotografiet af far.

Det er svært ikke at mærke Helmuts frygt og uvished; Hvad sker der med huset i Wilhelmstrasse? Hvorfor spytter den danske dreng efter mor? Findes Tyskland ikke mere? Hvad vil det sige at overgive sig? Og hvorfor skriver far ikke til dem?

Forfatter og illustrator Line Jensen har skabt en helstøbt billedfortælling om børn (og voksne) på flugt.

Som altid er omdrejningspunktet det nære liv i familien og det genkendelige spil og drama mellem de mennesker, vi ønsker at være, og de mennesker, vi er tvunget til at være; i ”Helmut på flugt” på grund af krigen.

Alt er set fra Helmuts perspektiv; med hans begrebsverden og naive forståelse af de komplicerede problematikker, der på ulykkeligvis ændrer verden omkring ham. Men det gøres gennem små antydninger, en stille bemærkning, et ængsteligt blik. Ligesom Helmut er vi overgivet til selv at navigere i forsøget på at forstå.

Fortællingen er holdt i støvede, sepiaagtige farver, der giver en nærmest taktil fornemmelse af erindring og ”gamle dage”, og Line Jensens på samme tid fabulerende og udleverende streg serverer elegant pointerne, men lader på samme tid andet stå tilbage, så man selv kan digte videre.

Bogen, der er udgivet i samarbejde med det nyåbnede FLUGT – Refugee Museum of Denmark i Oksbøllejren, egner sig til oplæsning for de 5- til 8-årige og lægger let op til samtale om nogle af de svære og på kedeligvis evigt aktuelle emner som flugt, flygtninge og uvished.

Inspiration