Forhistorien til "The Hate U Give"

17.08.21
Ungdomsroman. "Concrete Rose" fortæller historien om Maverick - Starrs far.

Læs "Concrete Rose", så læs "The Hate U Give" og se herefter filmen - du vil ikke fortryde det.

Mavericks ungdom

I "Concrete Rose" møder vi den unge Maverick, som vi senere møder i "The Hate U Give", hvor han er Starrs far. Maverick forsøger at navigere i den svære ungdom, hvor han både vil være loyal overfor banden og for sin familie - men kan de to ting adskilles og hvis han vil ud af banden, kan han så gøre det uden at dø? Det er spændende og interessant læsning at se hvordan Maverick bliver den vi møder i "The Hate U Give", hvordan forholdet mellem ham og King går skævt og hvordan han kommer ud af "King Lords".

Det er bestemt ikke fordi det ikke er troværdig læsning og jeg følte også med Maverick og de prøvelser han må igennem. Den unge, smart-i-en-fart-fyr, der pludselig skal tage sig af en tre måneder gammel baby, samtidig med at han skal forsøge at være manden i huset – det er ikke nemt og Mav føles virkelig. Jeg kan sagtens se det for mit indre blik – måske fordi jeg ved at det virkelig er sådan mange steder i fx USA. Man er street for life.

Hård læsning

Jeg sad flere gange med en klump i halsen og måtte lige synke en ekstra gang. For historien rammer stadigvæk. At Mav tror den eneste løsning på problemerne, er at sælge stoffer, i stedet for at forsøge at komme ud. For han er jo klog og kan egentlig godt se, at den vej han bevæger sig ned af, ikke er god. Men han har svært ved at sige fra og stoppe – for taber han så ikke ansigt?

Vurdering

Unge - både drenge og piger - bør læse ”Concrete Rose” – mest for at se hvilke valg man ikke skal træffe og for at lære at der altid er en vej ud. Man skal bare være modig nok til at følge den.

Inspiration