Fantasy til øregangen for de 10-årige

27.01.21
Lydbog. 10-årige Leo er bange for mørke. En dag finder han en snekugle med et smukt, hvidt slot indeni.

Kenneth Bøgh Andersens 'Drømmeslot" er den bedste lydbog til dig, der er bange for mørke og elsker magi - du er ikke alene! Leo Tarskov er nemlig også bange for mørke og han ligger altid vågen, når lyset er slukket, men kun indtil den dag han finder en magisk snekugle. Snekuglen rummer en magisk verden, hvor alle drømme bliver levende. Hvilken drøm skal gå i opfyldelse?

På sin rejse ind i drømmenes verden møder Leo drengen Alf, som bor alene på et slot og de bliver venner. Alf har en magisk tryllestav, der kan få alle drømme til at gå i opfyldelse, også de drømme som kan have store konsekvenser for ens bedste ven.

Jeg kan varmt anbefale at lytte til 'Drømmeslot', som er magisk på den helt fantastiske måde med magi, drømme, venskab og ensomhed. I historien kommer alle følelser i kog, men bogen er heldigvis ikke så uhyggelig, som jeg synes, at mange andre bøger i denne genre kan være. Når du lytter til Drømmeslot på ereolen GO, er der også ekstra underholdning i form af en eventyrlig underlægningsmusik. Det gør bogen endnu mere spændende og magisk.

Drømmeslot anbefales børn fra 10 år.

Inspiration