Er du til spænding, eksplosioner og bamser?

Børneroman. Youtuberen Niki Topgaard er hovedpersonen i sin egen roman, hvor han bliver jagtet af en bamse, som vil slå ham ihjel.

Youtuberen Niki Topgaard køber en hel masse ting på Wish og tester sine indkøb. Han kan dog ikke huske, at han har bestilt en bamse. Den her bamse er virkelig creepy og psykopatisk. Den forsøger gang på gang at slå Niki ihjel. Niki forsøger på skille sig af med bamsen på alle mulige måder. Han smider den ud, brænder den og forsøger at sprænge den i luften – men Bamse vender altid tilbage og med et formål: At slå Niki ihjel.

Åh nej! tænkte jeg. Endnu en youtuber, som skal skrive en bog. Men jeg må tilstå, at den her bog er fuldstændig utilregnelig, skør, sjov, angstprovokerende og faktisk ret god. Faktisk er den så god, at jeg tvang bibliotekets bogklub for 10-14 årige til at læse den. De fleste børn i bogklubben læser fantasy og havde det præcist som mig: Ej, det gider vi ikke. Hvorfor skal vi læse den? Bagefter måtte de indrømme, at det faktisk er en sjov og skør bog – og selvom de aldrig selv ville have lånt den, så anbefaler de andre børn at læse den. 

Så læs den uanset om du kender til Niki Topgaard eller ej, men skulle du få lyst til at slå et smut forbi hans kanal, så kan du se små film om den hjemsøgte bamse.

Inspiration