En magisk togtur

10.01.22
Velkommen ombord på Natekspressen!

Jeg elsker når der er kælet lidt ekstra for layout, form og udtryk i bøger. ”Natekspressen” er i kategorien lækre bøger. Den har en flot forside, der er guldtryk og en læsesnor. På forsiden kan man se en glaskugle med et tog, en konduktør og en lille pige inden i, mens holderen til glaskuglen også ligner et tog. Det er virkelig en lækker og indbydende bog.⁠

Natekspressen

Heldigvis er indholdet også ret fantastisk! Det er historien om Danja, der hvert år til jul, sammen med familien, besøger bedstemoren der bor i en nedlagt stationsbygning. Men denne jul er bedstemoren fraværende og ikke helt sig selv og en aften forsvinder hun. Danja opgiver ikke håbet og på magisk vis, kommer hun ombord på ”Natekspressen” – et magisk tog fyldt med oplevelser. Nu er spørgsmålet bare om Danja kan nå at redde sin bedstemor, sine nye venner og ikke mindst selve ”Natekspressen”. ⁠

Vurdering

Udover at historien er spændende, velskrevet og uhyre medrivende, er den også krydret med flotte illustrationer der virkelig gør noget ved stemningen og læseoplevelsen. Det er i det hele taget en bog der er kræset ved. Den indbyder til læsning, til hygge og samvær. ⁠

Så mit råd er; læs den! Om du har børn i målgruppen (7-10-årige) eller er teenager, ung eller voksen – så læs den. Den er det hele værd.
 

Inspiration