Den store finale ... og så alligevel ikke ...

Jeg havde høje forventninger til ”Når ulve hersker” og de blev på sin vis indfriet. Jeg havde forventet et finmasket net af hemmeligheder og skjulte dagsordener. At brødkrummer, jeg som læser, skulle følge og plottvist der fik mig til at vende siderne hurtigt. Alt det fik jeg også. Men alligevel manglede jeg lige det ekstra.

Grishaverset

Jeg nød virkelig gensynet med Nikolai, Zoya og Nina. Jeg nød deres indre og ydre kampe. Deres kvaler, tab og sejre. Der er en virkelig god kemi mellem Nikolai og Zoya, og selvom Ninas historie udspiller sig sideløbende med deres, fornemmer vi alligevel tilhørsforholdet. Nina vil gøre alt for grishaerne – og hun har allerede givet mere end rigeligt. Selvom hun er knust, kan hun ikke lade være med at håbe på en bedre fremtid. En fremtid hvor hun kan tillade sig at være lykkelig. Det samme gælder for Nikolai og Zoya. De vil det samme, og så alligevel ikke – for helligere midlet målet?

Leigh Bardugo har skabt et fantastisk univers med et gennemført samfund, med magi, med sagn og myter og ikke mindst et persongalleri hvor ingen er rigtig gode og ingen rigtig onde. Selvom vi hader Mørkningen, kommer vi også til at forstå ham bedre. Selvom vi hader general Jarl Brum forstår vi også at han handler fordi han ikke ved bedre. Der er gråzoner alle steder og jeg synes det er fedt at alle, på en eller anden måde, må lide for deres sejre.

Vurdering

Jeg elsker dette univers og jeg håber at dette ikke var sidste gang jeg får lov til at besøge det. Om ikke andet kan jeg glæde mig til sæson to af ”Shadow and Bone” på Netflix, også selvom det ikke helt er det samme.