De hurtigste, de sejeste og dem du ikke vidste fandtes

11.11.21
Fagbog. Det vrimler med spændende, sjove og lærerige fakta om dyr i denne flotte fagbog. Den vil med garanti vække begejstring hos store og små.

Bogen er inddelt i forskellige temaer og kommer vidt omkring. Der er dyr, som har verdensrekorder i at være de hurtigste, største, længste, mest giftige, bedst til at camouflere sig osv., og så er der de mere pudseløjerlige og sjove fakta om nogle dyrs specielle evner eller anatomi, som gør dem helt unikke.

Kan en snegl være en dræbermaskine?

Det er ret sejt, men måske ikke overraskende, at pumaen er verdensmester i højdespring og kan hoppe 5 meter op i træerne. Geparden er det hurtigste landdyr, der løber med op til 100 km i timen. Et noget mere overraskende fakta er, at det mest larmende dyr i verden er kaskelothvalen. Dens kliklyde kan høres på flere kilometers afstand af andre kaskelotter. Og snegle lyder måske ikke så skræmmende, men lige keglesneglen skal man passe på at støde på, for den er et livsfarligt rovdyr med mere end 100 giftstoffer i sin tand og én dråbe er nok til at dræbe et menneske!

Stinkende sjove rekorder

Af mere sjove emner kan man læse om sjove toiletvaner, tis, lort, sved og stank. Den kinesiske blødskildpadde tisser ud af munden og finhvalen tisser næsten 1000 liter i døgnet. Til gengæld laver et dovendyr kun lort en gang om ugen og Adeliepingvinens lort er smuk lyserød. Hold dig hellere langt væk, hvis du skræmmer et stinkdyret, for dets odeur kan lugtes 1000 meter væk.

Jeg er svært begejstret for de mange interessante dyrefakta i denne bog, så her får du lige et par ekstra fakta. Kærligheden længe leve. Det er noget albatrosser forstår, og de holder sammen hele livet. Selvom albatrosserne har været adskilt og mange måneder til havs, så finder de altid tilbage til deres udkårne igen. Sild prutter desuden! Det opdagede det svenske militær engang, da de hørte mærkelige lyde ude fra havet. Var det en ubåd? Nej det var sild, der pruttede, for de bruger prutter til at snakke sammen.

Vi mennesker har faktisk også en verdensrekord! Mennesket er nemlig det dyr, der er bedst til at svede.

Inspiration