Bogklubben anbefaler "Byttedyr"

De ældste medlemmer i bibliotekets bogklub for 10-14 år anbefaler ungdomsbogen "Byttedyr". Den her bog kan noget, men hvad den gør ved os er svært at sætte ord på. Den er bare Arghhhh! Mega god, irriterende og så spændende.

Byttedyr handler om Wilma på 16 år, som tager til USA som udvekslingsstudent. Allerede i starten af bogen fortæller Wilma, at hun tilbageholdes af politiet og at der er sket noget forfærdeligt. Men hvad? Ja, det fandt vi først ud af på de allersidste sider i bogen. Og det var næsten ikke til at holde ud at vente på.

Wilma er en pige med meninger og en 6. sans, som måske/måske ikke driver hende til at gennemskue de mennesker, hun omgiver sig med. Wilma lander i en familie i USA, hvor man spiser rigtig meget kød, slagter dyr i garagen, shopping er en hobby, og hvor de gammeldags kønsroller trives i bedste velgående. Alle disse ting er en stor mundfuld for Wilma, som er vegetar, en meget selvstændig feministisk pige, som aldrig shopper og køber nyt.

Fantastisk ungdomsbog, hvor al fra livet som udvekslingsstudent, vegetar, 6. sans, kærlighed, mord og mystik blandes godt og grundigt i en bog, som konstant får dig til at tænke: Var det sådan det hang sammen? Det giver mening – eller gør det? Den her bog gør vores hjerner rundtosset - på den fede måde. Og den bliver ved med at dukke op i vores andre bogsnakke i bogklubben. Så Arghhh! Læs den!

Bogen anbefales fra 14 år, men kan sagtens læses fra 13 år, hvis ikke man er let at skræmme.

Kom og vær med i biliotekets bogklub

Bogklubben for de 10-14-årige er en bogklub for dig, der er vild med at læse og lytte til gode bøger og snakke om dem med andre. Det er lige meget, hvor god du er til at læse – her er vi bare samlet for at dyrke bøgerne.

Læs mere om bogklubben her

Inspiration