Bemærkelsesværdige børnebøger om synet og hørelsen

18.03.21
Billedfagbøger. Tag med på en forunderlig rejse i sansernes verden i to fagbøger, hvor formidling og grafik går op i en højere æstetisk enhed.

To prisvindende børnefagbøger gør os klogere på syns- og høresansen. I et stramt grafisk udtryk og med en vidtfavnende og næsten filosofisk tilgang til emnet pirrer bøgerne nysgerrigheden og opfordrer intuitivt til at gå på opdagelse og udforske vores egne sanser. Det her er mere end blot basal anatomilære. En visuel lækkerbisken for alle, der holder af flot kunstnerisk layout og en tankevækkende bog for børn fra ca. 6-7 år.

Jeg ser det

Denne bog om synssansen kommer foruden øjets anatomi og hvordan hjerne og øjnene fungerer sammen, også omkring emner som farvelære, lys og blindhed. Der gives spændende eksempler på, når synet bedrages i spejlet eller i optiske illusioner og hvordan vi kan få et andet udsyn gennem et kamera, i et mikroskop eller teleskop.

Nogle dyrs synssans er forskellig fra menneskets; fx har en flue et synsfelt på næsten 360 grader og ser verden i et puslespil af små prikker. Heste har et bredt synsfelt, fordi øjnene sidder på siden af hovedet og derfor også et blindt punkt foran mulen. Sommerfugle har flere farveopfattende celler end mennesket og kan derfor se mange farver, som er usynlige for os.

Bogstavtavlen, som bruges til synstest hos øjenlægen, giver med garanti ethvert indskolingsbarn lyst til lige at løbe tavlen igennem. På oversigten over grundfarver kan man sikkert ikke lade være med at udpege yndlingsfarver og på siderne om spejle er det genialt, at man nød til at holde bogen op foran et spejl for at se den spejlvendte tekst. Formidlingen og grafikken er så fint kædet sammen, at man som læser intuitivt får lyst til at afprøve det.

Slutteligt har bogen en liste over ting, der er værd at se nærmere på, fx se stumfilm, glasmosaikker, den første tegnefilm fra 1908 ”Fantasmagorie” af Émile Cohl eller fotos af universet taget med Hubble-teleskopet.

Højtlydt, stille, hviskende

”Lyd er usynlig, og alligevel lægger vi mærke til den. Vi lytter… og så hører vi”.

I denne bog udfoldes hørelsen og hvordan vi eksponeres for og fortolker alverdens lyde. Der er lyde overalt omkring os, i byens pulserende miljø, i naturens rolige omgivelser og vores kroppe laver tilmed også mange varierede lyde. Nogle lyde kan forstyrre og stresse, andre berolige og løfte humøret.

I et hav af ukendte og kendte lyde søger vi mennesker efter orden og harmoni og således opstår musik. Lydstyrke i decibel illustreres på en fin skala med faldende sne og meteornedslag som de to yderpunkter. Der vises musikinstrumenter lige fra den fantastiske piv-i-røv-fugl og lirekassen til klassiske og moderne orkesterinstrumenter. Nogle højst spøjse instrumenter er dog grøntsager, som musikgruppen ”The Vegetable Orchestra” spiller musik på.

Man kan også læse om mennesker, der beskæftiger sig med musik og formidling. Dette leder over i sprogets betydning for at nå og forstå hinanden. Foruden talesproget er der også tegnsprog og kropssprog, som gør os i stand til at forstå hinanden uden ord. Bogen afsluttes på lyrisk vis med at handle om stilhed. I stilhed kan man være heldig finde noget, man har søgt længe efter.

Har du fået lyst til at lytte efter? Så kommer bogen slutteligt med forslag til at lytte til havbruset i en konkylie, musik fra en vinylplade, markedsstøj eller måske en gengivelse af verdens ældste lyd ”Big bang”, som fysikeren John Cramer har lavet beregninger af og gengivet.

Æstetik og forundring i skøn samhørighed

Bøgernes billedside er holdt i firfarvetryk i neonlignende farver med ikoniske illustrationer. De to ukrainske forfattere Romana Romanishin og Andrij Lesiv er begge uddannet indenfor kunst og med deres kompromisløse æstetiske udtryk, skiller bøgerne sig positivt ud fra mængden. Bøgerne vandt den italienske børnebogspris ”Bologna Ragazzi Award” i 2018, som udpeges af en international jury.

Inspiration