Årets traditioner og højtider for børn

29.11.21
Tag med Pelle og Ronja på en rundtur gennem årets største traditioner og mærkedage i Ina Victoria Hallers lærerige og fine billedbog.

Traditioner er hyggelige stunder, som skaber fællesskab og identitet. Det giver børn noget at se frem til og kan også skabe en forståelse af, hvorhenne på året, vi er.

Hvorfor fejrer vi juleaften og fastelavn? Hvad er Kyndelmisse, Arbejdernes internationale kampdag og Mortensaften? Bogen sætter de 30 mest udbredte traditioner ind i en genkendelig ramme i de små historier om Pelle, Ronja og familiens fejringer og traditioner. Sideløbende kan man blive klogere på oprindelsen af traditionerne og hvorfor vi markerer dem. Årstiderne er også medtaget og hjælper med til at indplacere traditioner og højtider i årets gang.

Lea Letén har skabt et charmerende billedunivers, og små aktiviteter som opskriften på pandekager til Kyndelmisse og sangteksten til Santa Lucia-sangen involverer læseren aktivt. Mange danske traditioner har rod i kristendommen, så det er naturligt, de fylder en del. Bagerst i bogen er der en side med korte omtaler af chanukah, asetroen, ramadan og eid. Af mere moderne traditioner medtages Pride Week, Halloween, aprilsnar og valentinsdag.

Psykolog Ina Victoria Haller står bag en perlerække af vedkommende og lærerige billedbøger for børn, og denne er ingen undtagelse. En flot og brugbar bog, som kan findes frem mange gange i løbet af året – år efter år.

Inspiration