Lone anbefaler

4 herlige højtlæsningsbøger

02.02.22
Lone anbefaler fire herlige højtlæsningsbøger til børn i alderen 5 til 10 år.

Nogle gange kan det være svært at finde en god bog at læse sammen om aftenen inden sengetid. Ofte har man børn i flere aldre, der skal lytte med på samme historie og så må historien også gerne være underholdende for os voksne. Her får du fire højtlæsningsbøger, der kan bruges på tværs af alder og til børn mellem 5 og 10 år.

John Dillermand

Allerede ved den første anbefaling, vil flere forældre nok sukke dybt ved synet af forsiden. Hold ud - det er bedre end forventet!

På den første side er man lige ved at stå af, fordi sætningerne er så korte og historien så åndssvag. Men der er masser af grin og samtale gemt i denne lille bog, der dog kræver lidt indlevelse fra sin oplæser. De korte sætninger skal ikke bare lires af, men fortælles, så man kan nå at overveje og undres sammen med John. 

Historien er så krøllet og detaljerne så mystiske, at små børn forundres, større børn fniser og vi voksne må trække på smilebåndet. John Dillermand er nemlig i sine tanker som en 5-årig og hans diller er egentligt lidt som en uregerlig hund og ikke en del af Johns bevidsthed. Bogen afseksualiserer dilleren fuldstændigt. Samtidig er det altså bare sjovt med sætninger som ”det er en … labrador… næh … en labradiller”, det giver nogle sjove billeder i hovedet hos de fleste.

Hvis man vælger at tage bogen for, hvad den er og ikke lægger alverdens "voksenfiltre" ned over den, så er den sjov, uskyldig og oplagt til gode snakke med mindre børn.

Tyggegummidamen og andre historier 

Den næste bog, jeg vil anbefale, er også i den sjove ende. Historierne er fabulerende, fantasifulde og uden for pædagogisk rækkevidde. De, der har læst Rune T. Kidde, vil få samme følelse her af, at man sket ikke kan forudse handlingen og man bliver bare så glad af at læse historierne, selv om de ikke nødvendigvis giver mening.

Denne bog er til familier med fantasi og humor. Det er ikke historier, der luller børn stille og roligt i søvn, men af en eller anden grund sætter de sig fast i hukommelsen og giver anledning til de sjoveste snakke. Samtidig er illustrationerne sjove og der er så mange, at et barn på 5 år sagtens kan lytte med selvom det nok er allersjovest for dem på 8-11 år.

Fødselsdagsønsket der blev stjålet

Det er ikke altid, at børn fanges ind af det sjove og overnaturlige. Nogle gange skal børn kunne spejle sig i handlingen i historien og blive bevæget af andre børns oplevelser. Denne historie er alvorlig, virkelighedstro og hjertevarm. Den beskriver følelsen af, at noget er dybt uretfærdigt. Det er noget, som alle børn kender, men det fine er, at den ikke nedgør følelsen af uretfærdighed, men nærmere anerkender følelsen.

Historie handler om en pige, der har ét brændende ønske: at far flytter hjem igen. Men ønsker kan heldigvis ændre sig over tid. Selv om bogen handler om skilsmisse og nye familiemedlemmer, kan den læses af alle, da den giver en god forståelse af, hvad andre børn oplever. 

Bogen er dragende og nærværende. Handlingen er meget virkelighedstro og genkendelig, så man bliver nærmest suget ind i historien, også selv om man er voksen. Bogen er velskrevet med behagelige illustrationer og den er oplagt til godnat-læsning over flere aftener. 

Pigerne fra Stjernedalen

Mille Gori er bedre kendt som Motor Mille fra DR Ramasjang og bare den detalje kan måske få børnene til at glæde sig endnu mere til læsestunden. "Pigerne fra stjernedalen" handler om tvillingesøstrene Nete og Nola. De to piger får rodet sig ud i et medrivende eventyr, da de finder en masse breve i et forladt hus for enden af deres vej, som handler om en kvindes liv i cirkus. Og værre bliver det, da huset pludseligt bliver solgt til to mistænkelige mænd.

I bedste Motor Mille stil er der spænding og fart over feltet i denne detektivagtige bog. Så det er helt sikkert en bog, hvor der vil blive sagt ”bare et kapitel mere", for hvad ender det hele mon med? Bogen er nok lidt for svær for de yngste at forstå, men fra 7 år går den rent ind.

Inspiration