Bent Haller: "At blive set" (2019)

39 ultrakorte tekster om at blive set

Bent Haller skriver om børn, der føler sig forkerte, ikke bliver set eller ikke forstår de voksnes skænderier. Og han gør det, så vi ser dem.

Maria, Alma, Maj, Gustav, Andreas, Tenna og Viktoria. Emmy, Juliane, Ditlev og Patrick. Forældre, venskaber, forventninger, muligheder og accept.

Bent Hallers ”At blive set” (2019) består af 39 ultrakorte tekster – hver kun på en side - om at være barn i en moderne verden, der er fuld af travle forældre, anmassende sociale medier, bedrevidende søskende, velmenende bedsteforældre og klassekammerater, der bare altid er et skridt foran.

Patrick, Petrus og Tenna

Patrick ville gerne lære at svømme. ”Alle mennesker kan svømme”, sagde hans storebror. En kold og blæsende dag gik de ud på badebroen, men da Patrick tøvede, hjalp storebror ham på vej. ”Der var jo ingen hajer i de danske farvande”.

Petrus på næsten tre var mere end almindeligt længe om at lære at tale rent. Særligt storesøster syntes, det var sjovt, når han alligevel prøvede igen og igen. Hun lo. Familien lo. Først da Petrus fik fat i kniven på køkkenbordet forstod de pludselig, hvad han mente.

Tenna kunne godt være sød og artig og høflig og velopdragen. For det gjorde, at hendes forældre roste hende og gav hende det, hun gerne ville have. Når hun så blev træt af at være sød, blev hun arrig og sjusket og ondskabsfuld. Så blev de voksne skuffede og irriterede, skældte hende ud og ruskede hende - indtil de fortrød og ville tilgives. Så fik Tenna igen det, hun gerne ville have.

Med få skarpe linjer fanger og udleverer Bent Haller de mekanismer, de fleste af os hævder ikke findes hos os eller nogen, vi holder af, men som mange af os sikkert kender alt for godt.

”At blive set” er fyldt med historier om børn, der føler sig forkerte, ikke bliver set eller ikke forstår de voksnes skænderier. I selskab med Haller ser vi dem. Og os selv.

Kevin Kujon, ønskebarnet Mester og Ispigen

Har du set, læst og forstået (!) ”At blive set”, kan du passende fortsætte med Hallers novellesamlinger ”Kevin Kujon og andre fortællinger” (2002) og ”Ispigen” (1998). Her begynder fortællingerne på det realistiske plan, men tager hurtigt en drejning til det sære og gådefulde. Nogle er grumme og groteske, andre humoristiske, opløftende og livsbekræftende.

Bent Haller besøger i øvrigt Ordkraft til april.

Inspiration