Billede af Hovedbiblioteket

Vi gør klar til genåbning af bibliotekerne 

Den 18. maj kan du igen låne og aflevere bøger hos Aalborg Bibliotekerne. Meget er dog ikke helt som det plejer, da der er begrænsninger på, hvordan man kan bruge bibliotekerne i denne fase af genåbningen af Danmark.

Alle Aalborgs biblioteker og bogbusser åbner den 18. maj. Det eneste sted, der ikke kan åbne, er servicepunktet i Haraldslund, da svømmehallen fortsat skal være lukket. Den 18. maj åbnes der også for at man igen kan reservere materialer fra vores hjemmeside og i appen Biblioteket.

Du vil udelukkende kunne komme på bibliotekerne i den betjente åbningstid og ikke de tidspunkter, hvor du tidligere har været vant til at kunne betjene dig selv. På Hovedbiblioteket betyder det en åbningstid, der hedder mandag til torsdag kl. 10-19, fredag fra 10-18 og lørdag fra 10-15. De andre biblioteker samt bogbussernes åbningstider finder du her. Du skal være opmærksom på, at der er lukket alle helligdage – første gang Kristi Himmelfartsdag den 21. maj.

Afspærring, afspritning, afstand

Da man ikke må tage ophold på bibliotekerne, betyder det, at store dele af bibliotekerne er lukket for adgang, så du har primært mulighed for at aflevere og hente reserverede bøger og andet biblioteksmateriale. Du kan altså ikke gå på opdagelse blandt bogreolerne, ligesom du heller ikke har mulighed for at printe og kopiere, bruge pc’erne eller læse dagens avis. Der vil også være en begrænsning på, hvor mange man kan lukke ind på bibliotekerne ad gangen. Så den kø-kultur, du har lært at omgås andre med de sidste par måneder, skal du være forberedt på at tage med dig på biblioteket, da der sandsynligvis vil være en del trafik fra starten.

“Lige nu er vi i fuld gang med at opsætte spritdispensere, afspærre, sætte skilte op og få sat vagtplanerne sammen, så vi trygt og roligt kan tage imod vores biblioteksgæster på mandag. Vi glæder os til, at der igen kommer gæster på biblioteket, og at vi kan låne bøger ud – om end det er en noget uvant situation” – fortæller Bibliotekschef Kirsten Boelt mellem koordinerende møder om den snarlige genåbning.

Frit lejde for aflevering

Vi har sørget for, at alle der har bøger, som skal afleveres, har frit lejde indtil den 6. juni 2020. Der bliver dermed ikke lagt gebyrer på de bøger, der har overskredet afleveringsfristen inden da. Derfor behøver du heller ikke at stå klar til at aflevere dine bøger, når bibliotekerne åbner mandag formiddag. Vi opfordrer til at komme forbi dit bibliotek og aflevere i god ro og mag, en dag, hvor det passer ind. Så undgår vi alt for lange køer.

Hvis du har reserveret bøger, vil vi bede dig tjekke, om du stadig har brug for bogen. Hvis ikke, opfordrer vi til at slette din reservering, så vi hurtigt kan få hentet de bøger frem, som andre går og venter på.

Har du spørgsmål kan du ringe til biblioteket på 9931 4300 alle hverdage mellem kl. 10 og 15 eller skrive til bibliotek@aalborg.dk