Verdens Bogdag

23.04.21
Bogdagen den 23. april er en anledning til minde os selv om, hvad litteraturen kan. Litteraturen kan bidrage med noget helt særligt, som kan ændre menneskets møde med omverdenen - hvis man lader den.

Skrevet til Litteratursiden.dk af Lars Theil Münster, cand.mag. i litteraturvidenskab, forfatter til 'Det læsende menneske – hvad sker der med os, når vi læser litteratur.'

Kalenderåret er fyldt med mere eller mindre kendte mærkedage. En af de måske mindre kendte er UNESCO’s Verdens Bogdag, som fejres den 23. april. Dagen er blevet fejret siden 1995, hvor UNESCO’s generalforsamling besluttede, at denne dato skulle markere en ”verdensomspændende hyldest til bøger og forfattere og opmuntre alle og i særdeleshed unge til at opdage glæden ved at læse …” Datoen er velvalgt, da dagen i dag både er Shakespeares og Miguel de Cervantes dødsdag. Selv om dette års Verdens Bogdag formentlig kommer til at leve et stille liv i kalenderen og ligne de tidligere års Verdens Bogdage - og de fleste andre dage i slutningen af april i øvrigt -, så lad det alligevel være en anledning til at tænke lidt nærmere over, hvad der egentlig sker med os, når vi læser skønlitteratur, og hvorfor det er vigtigt. Her er et par bud:

Det absolut særlige ved litteratur er, at der ikke skal mere til end bogstaver på papir (eller på en skærm) for at skabe stemninger og billeder i vores bevidsthed. Når vi læser, har vi kun ordene at støtte os til, og derfor har vi også friheden til at danne billeder selv. Og fordi det er vores egne helt personlige billeder, vi danner, når vi læser, står de desto stærkere i vores bevidsthed. Vi husker bøger, vi læste for år tilbage, men glemmer, hvad vi så på skærmen i går.

Litteraturen giver adgang til menneskets indre liv

Litteraturen har også den helt store force, at den stærkere end nogen anden kunstform kan skildre mennesket indefra. Og netop den egenskab ved litteraturen kan give os oplevelsen af, at vi overskrider begrænsningen ved kun at have direkte adgang til vores egne tanker og følelser. Det, vi gør, når vi læser, er, at vi træder vi ind i en anden erfaringsverden og for en stund ser verden igennem en andens bevidsthed. Det er også her, at læsningens etiske appel, om man vil, ligger, fordi litteraturen derved stimulerer os til at prøve at forstå, hvordan den andens verden ser ud. Denne anden kan være et menneske, der ligger langt fra os selv; det kan være mennesker fra andre tider, andre sociale lag, af et andet køn osv.

Som i den norske forfatter Tarjei Vesaas bog 'Fuglene'. Vesas’ hovedværk fra 1957 er et gribende eksempel på, at litteraturen er et privilegeret sted at få adgang til et andet menneskes indre, og den minder os om, at mennesker, der set udefra kan forekomme inferiøre og betydningsløse, kan have et vibrerende og sanseligt indre liv. Hovedpersonen, Mattis – "Tusten" (tossen), som han bliver kaldt, er anderledes end de andre. Han kan ikke rigtig udtrykke sig. Sætningerne går i kludder. Tankerne myldrer i ham. Han kan ikke samle sig om at arbejde og martres af dårlig samvittighed over ikke at være til nytte i det lille lokalsamfund. Romanen er også en skildring af en knugende længsel efter blive anerkendt og høre til. Men Mattis værdsætter fænomener i naturen, som de andre tager for givet. Som et sneppetræk, der passerer hen over hans hus en nat. Verden er for ham fortryllet, og naturen taler til ham.

Læsning gør os bedre til at sætte sig i den andens sted

At opleve verden gennem en andens perspektiv, som fx gennem Mattis’ er ikke kun noget, der beriger vores litterære oplevelse, det gør os faktisk også bedre til at sætte os i andre menneskers sted i virkelighedens verden. Det er ikke kun et postulat: Der foreligger flere undersøgelser af denne sammenhæng mellem litteraturlæsning og evnen til at sætte sig i en andens sted. Og det er gennem eksperimentelle forsøg godtgjort, at litteratur kan styrke denne evne. Årsagen er, at litteraturlæsning sætter gang i den særlige mentale proces, som handler om evnen til at forstå, at andre mennesker ser verden fra et andet perspektiv end ens eget, og at andre mennesker har følelser, tanker og motiver, der adskiller sig fra ens egne.

Inden for psykologien bruger man bl.a. begrebet "Theory of Mind" til at beskrive det forhold. Begrebet empati, som er mere velkendt, handler om noget af det samme. Pointen er altså, at man, når man forsøge at sætte sig ind i mennesker, som man møder i litteraturen, også bliver bedre til at sætte sig ind i mennesker i den virkelige verden. Litteraturlæsning kan man meget vel betragte som en art mental fitness, hvor vi træner vores kognitive evner til at aflæse sindstilstande hos andre. Eller vi kan betragte det som en social simulator, som kan gøre os klogere på andre menneskers motiver og følelser, som udvider vores viden om den sociale verden, og som hjælper os med at forestille os, hvordan det er at være en anden.

Litteraturen stiller skarpt på det vigtige i livet

Adgangen til det et indre liv hos de karakterer, vi møder i litteraturens verden, gør os ikke kun bedre til at forstå andre mennesker, den gør os også bedre til at forstå os selv, al den stund, at vi kan spejle os selv i de skæbner, vi læser om. Måske vi bliver mindet om, at de problemer og udfordringer, vi selv måtte slås med, ikke er enestående, men er almene i en eller anden grad. Vi kan opleve, at vi genkender – eller måske snarere genfinder – os selv i bøgerne, vi læser, og at teksten lader nogle almene menneskelige erfaringer og følelser træde frem som et spejl for os.

'Vejen' af den amerikanske forfatter Cormac McCarthy er for mig et eksempel på den type læseoplevelse. Romanen handler om en far og en søn, der vandrer igennem og forsøger at overleve i en verden, som ligger øde hen efter en ikke nærmere beskrevet altødelæggende katastrofe. Romanens univers er en dommedagsverden, som er grundlæggende umulig at forholde sig til. Men der, hvor romanen holder spejlet op for læseren, er i beskrivelserne af en far, der prøver at opretholde livsmodet hos sin lille dreng og hans forsøg på at beskytte ham i verden, der er uden håb. Jeg læste den, da min søn var lille. Og jeg husker, hvordan jeg projicerede mig ind i farens frygtlige situation: hvordan indgyder man håb hos sit barn i en håbløs verden? Hvordan beskytter man et barn i en verden, hvor beskyttelse ikke er mulig? Det er en grusom bog. Den hårdeste bog, jeg har læst. Men også en bog, der stiller helt skarpt på det essentielle i tilværelsen. Skærer igennem alt det, vi ellers går og fylder vores liv med.

Glæden ved at læse er forudsætningen for det hele

Ifølge den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup kan litteraturen vise os etiske konflikter og følelser i en mere ren form, end vi møder dem i vores daglige liv. Det kan lyde paradoksalt. Men logikken i argumentet er, at vi i vores daglige liv altid er indspundet i en mangfoldighed af følelser, ønsker, ambitioner, bekymringer og altid nødvendigvis møder verden igennem vores eget perspektiv. Vi er altid er midt i tilværelsen og altid handlende i verden. Det betyder, at vi sjældent for alvor er i stand til at løfte blikket og se den menneskelige tilværelse på afstand. Men det er det, vi kan gennem litteraturen: Når vi læser, ser vi ind i den menneskelige tilværelse, men som en betragter og uden en fordring om, at vi skal handle i forhold til det, vi ser. Litteraturen taler til os som en ven uden bagtanker. Litteraturen kan opfordre os til tænke over, hvad det er i livet, der betyder, eller burde betyde noget. Om du som læser føler dig talt til og griber opfordringen, er et anliggende for den enkelte. Litteraturen kan ikke tvinge dig til noget. Og vores forhold til litteraturen skal være præget af lyst og læseglæde. Ellers kan det være lige meget.

Men ingen bør snyde sig selv for muligheden for at lade litteraturen gøre en forskel i tilværelsen. Glædelig Verdens Bogdag!

Skrevet til Litteratursiden.dk af Lars Theil Münster, cand.mag. i litteraturvidenskab, forfatter til 'Det læsende menneske – hvad sker der med os, når vi læser litteratur.'

Inspiration