Skarnsungen Emil fra Lønneberg fylder 60 år – grattis!

22.05.23
Emil fra Lønneberg fyldte hele 60 år her den 23. maj. Det er simpelthen 60 år siden, at Astrid Lindgren udgav den første bog om den charmerende, hvidhårede dreng, der sætter gang i tingene på Katholt - og alle mulige andre steder i Lønneberg.

Jo, han ligner godt nok en engel med sine store, blå øjne, og han har såmænd altid de bedste intentioner. Men han kommer ofte til at lave ballade og hidse de voksne op. Han hejser sin lillesøster, Ida, op i flagstangen og stikker sit hoved ned i suppeterrinen, så det sidder fast, og han laver stort postyr til markedet på Hultfreds Slette.  Og når det sker, gjalder det ud over hele Lønneberg, når Emils far råber ”Eeeeeeemil!”. Så bliver Emil smidt i snedkerværkstedet for at afsone, og derude bruger han tiden på at snitte sine fine træfigurer, indtil han bliver lukket ud igen. Emil snitter i øvrigt 369 træmænd i alt (ikke så lidt skarnsstreger).

Måske laver Emil mange skarnsstreger, men han har hjertet på rette sted og sørger blandt andet for at redde sin bedste ven, karlen Alfred, for blodforgiftning, og han inviterer alle Lønnebergs fattiglemmer til det største og lækreste julebord. Jo, som Emils mor siger, så er han en god dreng. 

Både børn og voksne elsker stadig historierne om Emil og hele Katholt, og Astrid Lindgren skulle efter sigende selv havde sagt, at af alle hendes børnebogsfigurer, holdt hun mest af Emil.

Hvad sker der egentlig med Emil, når han bliver voksen? Jo, i bogen ”Han er her endnu – Emil fra Lønneberg” er det formuleret således: ”At den dreng blev sognerådsformand, da han bliver stor, hører til livets mirakler, men sognerådsformand blev han minsandten og den fineste mand i hele Lønneberg”.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Emil fra Lønneberg har haft - og stadig har - stor betydning for alle os, der elsker en god historie om en sjov, vild, nysgerrig, fantasifuld, handlekraftig og kærlig dreng. 

Læs – eller genlæs – de klassiske historier om Emil, der er kommet i flere udgaver til højtlæsning og selvlæsning. Filmene om ham kan ses på Filmstriben.dk.

Inspiration