Find litteratur til din opgave

16.12.21
Tips og tricks til at komme godt i gang med litteratursøgning til din opgave.

Når du skal skrive opgave på din ungdomssuddannelse, skal du finde litteratur og kilder til din opgave. Det kan måske virke lidt uoverskueligt, men frygt ej - vi er her for at hjælpe dig. 

Overvej din søgestrategi

Inden du går i gang, er det en god idé at beskrive din opgave i stikord. Begynd med at notere alle de ord ned, som berører din opgave. Du kan med fordel bruge vores netbase Credo til at danne overblik over dit emne samt finde flere søgeord og vinkler på din opgave. Tip: husk også at notere ordene på engelsk eller andre sprog.

Søg smart

Nu skal du bruge de søgeord, du har fundet. Brug dem når du søger informationer i biblioteksbasen, de digitale netbaser, ja selv internet. Du kan kombinere ordene på kryds og tværs. Start ud med at søge materialer på vores egen side i søgefeltet. Bor du i Aalborg Kommune giver vi dig adgang til mange baser hjemmefra.

Bor du ikke i Aalborg kommune kan du tage din bærbar under armen og log på vores wifi for at få fuld adgang til Netbiblioteket, hvor du kan finde artikler indenfor alverdens emner.

På nettet er det en god ide at søge videre på offentlige sider (regeringer, banker, sundhedssider, nyhedssider), for de har mange publikationer, statistikker og årsrapporter. 

Vær kritisk

Du skal altid være kritisk i forhold til den litteratur du finder, uanset om det er i bogform eller elektronisk form. Hvornår er materialet udgivet? Hvem er forfatter/afsender/udgiver og kender de til emnet? Hvilke politiske eller ideologiske holdninger er der? Er der en litteraturliste, der kan bruges?

Læs mere på http://www.gymbas.dk/kildekritik.html og http://kilder.dk/

Vi hjælper gerne

Jo før, du kommer i gang med din litteratursøgning og finder materiale, jo bedre, for vi har ikke uanede mængder på hylderne, og du er sjældent den eneste, der skriver om et specifikt emne. 

Har du brug for hjælp til at søge, kan vi anbefale dig at bruge vores service Book en Bibliotekar, hvor du kan bestille 30 minutters hjælp. Det er en god ide at være forberedt og hav din søgestrategi parat, så du udnytter din tid bedst muligt. Servicen er tilgængelig både fysisk og virtuelt.

Går du på ét af de videregående uddannelser, kan du med stor fordel undersøge, om dit uddannelsesbibliotek tilbyder tilsvarende vejledning til at søge. 

Webinar

eKurser.nu kan du finde forskellige webinars, der kan vise dig hvordan du tilrettelægger din søgestrategi, forholder dig til digitale kilder og meget mere. 
 

Inspiration