Nye retningslinjer og Bibliotek to Go

Der er kommet nye retningslinjer, og det betyder blandt andet at du skal have mundbind på, når du besøger biblioteket. Læs mere om det, og om det nye tilbud, Biblioteket to Go, herunder.

Fra torsdag den 29. oktober 2020 skal alle bære mundbind på kulturinstitutioner og dermed også hos Aalborg Bibliotekerne. Vi har stadig åbent, og har fuldt fokus på håndsprit, afstand, ekstra rengøring osv., for at dit biblioteksbesøg kan blive så trygt som muligt.

Hvis du helst vil undgå at møde op på biblioteket, tilbyder vi desuden Biblioteket to Go. Med Biblioteket to Go kan du hente dine biblioteksmaterialer ved Hovedbiblioteket, uden at skulle forlade din bil. 

Læs mere om dette tilbud samt de nye retningslinjer herunder.

Hvad betyder retningslinjerne for mit biblioteksbesøg?

De nye retningslinjer omkring mundbind træder i kraft den 29. oktober 2020 og betyder, at mundbindet skal på, inden du træder ind ad døren til dit bibliotek.

Personalet skal også bære mundbind eller visir, og fortsat holde god afstand. Vi er klar over, at det kan medføre vanskeligheder med at høre, hvad hinanden siger når vi på samme tid holder afstand og skal tale sammen gennem lag af mundbind, visir og beskyttelsesglas. Men med teaterrøst og fagter, er vi sikre på, at vi nok skal komme i mål med at hjælpe dig godt gennem dit biblioteksbesøg.

Hvad med arrangementerne?

De afvikles som de plejer – med god afstand mellem siddepladserne og håndsprit til alle. Det betyder, at du stadig kan deltage i de arrangementer, du har tilmeldt dig, så længe du husker at tage mundbindet på, når du ikke sidder på din plads. Hvis du ikke vil deltage i et arrangement, du har meldt dig til, skal du huske at melde dig fra arrangementet igen, så en anden kan overtage din plads.

Biblioteket kan også komme til dig

Hvis du gerne vil undgå at møde op på biblioteket, kan du stadig få fingrene i lækre biblioteksmaterialer med den nye ordning, Biblioteket to Go. Kort fortalt kan du hente dine reserverede bøger ved Hovedbiblioteket, uden at skulle forlade din bil. Langt fortalt kan du læse mere om, hvordan og hvorledes, du kan få Biblioteket to Go via linket her.

Hvis du ikke selv kan komme på biblioteket på grund af alder, langvarig sygdom eller handicap, kan du tilmelde sig servicen Biblioteket Kommer. Her kommer vi og leverer det du gerne vil låne direkte hjem til dig.

Læs mere om Biblioteket kommer her.

Det virtuelle bibliotek er også åbent

Det digitale bibliotek bugner også med gode tilbud. En række af vores arrangementer bliver streamet live, så du kan se dem hjemme fra sofaen. Du kan se, hvilke arrangementer, vi streamer i vores arrangementsoversigt.

Du kan også booke en virtuel bibliotekar, hvis du har brug for hjælp til at finde bøger om et specifikt emne eller inden for en bestemt genre. Vi kan for eksempel hjælpe med at finde de bedste hæklebøger, de oversete krimier eller give tips til, hvordan du får overblik over finske slægtsromaner.

Læs mere og book din tid hos den virtuelle bibliotekar her.

Husk det vi har lært i år

Mundbindet er en ekstra sikkerhedsforanstaltning, som er sat i værk for at mindske spredningen af Corona. Vi skal altså stadig huske alle de gode vaner, vi har lært i de seneste mange måneder. Husk at holde afstand, vask hænderne hyppigt eller sprit dem af, og blive hjemme, hvis du er syg eller har symptomer. Hvis du har øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved Covid-19, opfordrer vi dig til at udvise særligt stor forsigtighed, når du færdes på biblioteket.

Mundbindet skal du selv have med, og så sørger vi for at du har adgang til håndsprit samt klud og sæbe til at vaske siddepladser ned med. 

Hvordan bruger jeg mundbindet korrekt?

Det demonstrerer Søren Brostrøm i denne video.

Sådan bruger du et mundbind korrekt